Folk væltede ind til streetfood: Endnu en succes i Danmarks hyggeligste ferieby
NYKØBING: Så gjorde de det igen!
Det blev hurtigt klart, at der var endnu en succes på vej, da Mors Handel og byens restauratører torsdag klokken 12 lancerede deres nye sommer event - Lokalt gadekøkken og streetfood-fest på Pakhustorvet i Nykøbing.
Eventet er programsat fra torsdag til og med lørdag fra kl. 12-22. Der er musikalsk underholdning alle dage både eftermiddag og aften – og som med maden fra madboderne, er det lokale bands og musikere, der kommer til at indtage scenen. For i Nykøbing vil man gerne vise, at man kan selv – både hvad angår mad og drikke samt underholdning.
Og det kan de!
Folk strømmede til Pakhustorvet allerede fra klokken 12 torsdag, hvor de fire lokale restauranter Café Holmen, Restaurant Limfjorden, Bistro No1 og Sole Mio solgte mad fra opstillede foodtrucks, mens Prebens Vinhandel og Fjord Bryghus og Destilleri stod for vin, øl, vand og drinks.
Forud for startskuddet, havde lokale aktører været med til at skabe rammerne omkring festen på Pakhustorvet. Kulturmødet har udlånt forskellig udsmykning, som er med til at sætte scenen. FGU-elever har designet og produceret skilte til pladsen, og Grøn Mors og HF Mors har hjulpet til med praktisk hjælp i dagene op til.
Fyldt til bristepunktet
Rammerne samt initiativet fra Mors Handel og de lokale restauratører, blev på trods af lidt regn ved middagstid torsdag, taget godt imod fra både lokale og turister, der hurtigt fik fyldt pladsen. Helt vildt blev det i løbet af torsdag eftermiddag og aften, hvor alle bænke og borde var fyldt til bristepunktet.
- Det her er over al vores forventning, og vi har i løbet af dagen sat ekstra bænke og borde ind på pladsen, for det strømmer bare til med mennesker. Det er helt vildt, lød det fra formanden for Mors Handel, Preben Laustsen, da Ligeher.nu torsdag aften gæstede pladsen.
Ikke nok med at selve den indhegnede streetfood-plads var fyldt til bristepunktet – børnene boltrede sig i det legeområde, som er arrangeret ved siden af streetfood-pladsen – og alle de omkringliggende restauranter var også godt fyldt op.
Derfor var det også en meget glad handelschef, som Ligeher.nu mødte på farten, da vi gæstede pladsen.
- Jeg er faktisk helt rystet på den gode måde over at, vi allerede på førstedagen trækker så mange mennesker til et nyt event. Vi har ladet os inspirere fra andre byer og så forsøgt at tviste den lidt og skabe en streetfood-stemning med vores lokale gadekøkken ved at lade vores egne lokale restauratører og musikere levere mad og underholdning. På den måde støtter vi vores egne restauratører fremfor at invitere et færdigt streetfood-koncept til byen. Så det her er vore eget bud på at skabe streetfood stemning med hygge, god mad og musik, fortæller en oven ud glad handelschef, Lisbeth Thrysøe.
Musik og god mad trækker
Feststemningen blev torsdag aften ikke mindre af, at solen begyndte at skinne ned over pladsen. Folk stod stille og hyggede sig i de lange køer ved madboderne – alle var kommet for at hygge sig. Det var en gruppe på fem veninder, Hanne, Pia, Ann-Lene, Jytte og Rikke også.
- Det her er da bare et helt fantastisk koncept, som vi håber bliver en fast tradition hver sommer de kommende år. Det er så hyggeligt med beliggenheden ned til havnen, god mad og god underholdning. Og vi har tænkt os at besøge det lokale gadekøkken både fredag og lørdag. På den måde kan vi smage på maden fra alle madboderne, mens vi hygger os sammen, var alle i gruppen enige om.
Og så var der især en ting – måske to ting, der trak i venindegruppen lørdag aften.
- I aften er det torsdag, og vi skal på arbejde i morgen. Men på lørdag har vi tænkt os at give den gas. For vi er bare fans af bandet Double Up Trio, som går på scenen lørdag aften. Og så er vi fans af de små drinks, som man kan købe i boderne med drikkevarer. Så det bliver vores helt store aften, lød det enstemmigt fra veninderne.
De var ikke de eneste, der har tænkt sig at tage festhumør og danseskoene med på lørdag, når Double Up Trio lukker og slukker festen. Mange, Ligeher.nu talte med, var klar til en tur på dansegulvet.
Så igen har Nykøbing skabt en succes, og igen er der stor lokal opbakning til arrangementet, som arrangørerne er sikre på bliver gentaget næste sommer.