18-årige Martine tager sin forskning med til EM
THISTED: Den 22. september sætter 18-årige Martine Strandgaard Gade fra Thisted Gymnasium kurs mod Kiel.
Her skal hun sammen med to andre vindere af Unge Forskere 2026 repræsentere Danmark ved European Union Contest for Young Scientists (EUCYS).
Det skriver Unge Forskere i en pressemeddelelse.
Konkurrencen finder sted fra den 22. til 27. september 2026 og samler omkring 150 unge fra næsten 40 lande.
De seneste måneder har de danske deltagere forberedt sig ved blandt andet at træne deres præsentationer og finpudse detaljerne i deres projekter.
Når nogle af Europas dygtigste unge forskere mødes i Kiel, er det Ask Roman Møller, Martine Strandgaard Gade og Linus Abildgaard, der repræsenterer Danmark i kampen om guld-, sølv- og bronzemedaljerne.
Alle tre har kvalificeret sig til EUCYS gennem deres deltagelse i Unge Forskere, Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, som arrangeres af Astra.
Her nåede de tidligere på året helt til tops med hvert deres projekt.
Undersøger historisk forurening
Martine Strandgaard Gade deltager med projektet ”Kemisk Forurening og Biologisk Påvirkning”.
Her har hun undersøgt, om den historiske forurening fra Cheminova ved Harboøre Tange stadig påvirker miljøet.
18-årige Ask Roman Møller fra Bjerringbro Gymnasium stiller op med projektet ”Fra lugtesans til diagnostik”. Inspireret af sin interesse for biavl har han udviklet et bud på et system, der analyserer mønstre i patienters udåndingsluft med potentiale til at bidrage til tidligere opsporing af lungekræft.
20-årige Linus Abildgaard fra Pulsen Gymnasium i Roskilde deltager med projektet ”BZ-reaktionen og matematiske modeller”.
Projektet befinder sig i krydsfeltet mellem kemi og matematik og undersøger kemiske reaktioner, der kan bevæge sig frem og tilbage mellem forskellige stadier, og hvordan de kan beskrives gennem matematiske modeller.
Europamesterskab for unge forskere
EUCYS arrangeres af Europa-Kommissionen og kan beskrives som et europamesterskab for unge forskere mellem 14 og 20 år.
Hvert år samles vindere fra nationale konkurrencer, og værtskabet går på skift mellem europæiske lande.
For de tre danske deltagere bliver turen til Kiel både kulminationen på årets Unge Forskere-konkurrence og en mulighed for at præsentere deres projekter i et internationalt fællesskab med andre unge, der deler interessen for naturvidenskab og forskning.
Programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck, følger de danske deltagere ved konkurrencen.
Hun kan blandt andet fortælle om betydningen af dansk deltagelse på den internationale videnskabsscene og om de unges møde med jævnaldrende forskere fra andre lande.