Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mors 100 Miles: Richard heppede på Færøerne og alle de andre

14. september 2026 kl. 09.00

SUNDBY MORS: De sejeste og hurtigste ultraløbere er altid dem, der tiltrækker sig størst opmærksomhed.

Sådan må det nødvendigvis være, når konkurrencen går ud på at gennemføre 100 benhårde miles, 160 kilometer, rundt om Mors.

- Det er imponerende og nærmest ikke til at forstå, at nogen kan løbe så mange kilometer så hurtigt. Derfor fortjener løberne al den opbakning, de kan få ude på ruten, og det er også derfor, vi sidder her på fortovet for fjerde år i træk for at vise vores støtte og opbakning til løberne og til Mors 100 Miles arrangementet, lød det samstemmende fra Jane Futterup og Richard Ludvig, mens de lørdag eftermiddag ventede på den første løber ved rutefesten i Sundby.

Og godt pakket ind i klæder var de, mens de ventede, for modsat sidste års solbeskinnede løb, bød 20-års jubilæumsløbet på småregn og en kølig blæst fra nordvest.

- Det er lidt ærgerligt med vejret, nu hvor løbet har jubilæum, men det må vi jo tage med og håbe, at det passer løberne bedre, end det passer os tilskuere. Men vi må tage vejret, som det er og bakke op, for det fortjener løberne og arrangementet, smilede Jane.

Billede beskrivelse

Tidligere på dagen var de i Nykøbing for at overvære den samlede start på løbet.

Her havde Richard håbet at se alle deltagere, men især de fire færøske deltagere, ”lunte” gennem gågaden i en parade foran publikum, men løbet blev givet frit med det samme, og så var løberne væk hurtigere end blæsten.

- Det føltes som om, løberne bare skulle afsted, og væk var de. Det kunne arrangørerne godt gøre lidt mere publikumsvenligt, hvis jeg skal komme med lidt ris til et ellers flot arrangement, sagde Richard.

Som færing var han stolt over, at hele fire løbere, to kvinder og to mænd, fra ”hjemlandet” stillede til start på Mors.

- Dem vil jeg heppe en ekstra gang på, for det er imponerende i sig selv, at hele fire færinger er repræsenteret i det her løb, sagde Richard.

Det blev nu ikke en færing, der vandt løbet.

Hurtigst i mål var Poul Lundgren Rasmussen, mens første kvinde over målstregen blev Lisbeth Billeskov Hansen. Begge i rekordtider.

Poul Lundgren Rasmussen brugte blot 12 timer og 17 minutter på at gennemføre ultraløbet, mens Lisbeth Billeskov Hansen passerede målstregen efter 15 timer og 12 minutter.

Den forsvarende mester, Emil Ingerslev, udgik.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste