Seneste nyt
Billede beskrivelse

Vilsundbroen bliver spærret for biltrafik i denne uge

14. september 2026 kl. 14.58

VILDSUND: Vilsundbroen bliver spærret for biltrafik i nattetimerne i denne uge.

Det skyldes blandt andet reparation af broens dilatationsfuger, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Spærringerne gælder fra natten til mandag 14. september og de efterfølgende nætter frem til fredag 18. september klokken 05.15.

Hver nat vil det dog være muligt at passere broen omkring klokken 03.00, indtil den ventende trafik er afviklet.

Som alternativ har Næssundfærgen valgt at sejle om natten i perioden, hvor arbejdet på Vilsundbroen står på.

Også arbejde på broens maskineri

Reparationen af dilatationsfugen sker som følge af den daglige slitage og skal være med til at forhindre større skader, der senere kan kræve længere spærringer.

Samtidig bliver der arbejdet på klapfagets maskineri, hvor flere komponenter skal finjusteres.

Det betyder, at broklapperne under arbejdet både skal være i åben og lukket position. Gående og cyklister kan derfor opleve ventetid på cirka 10 til 15 minutter.

Vejdirektoratet benytter samtidig spærringen til at udføre andet vedligeholdelsesarbejde på broen.

Spærringerne er skiltet ved broen og flere steder i området. Hvis arbejdet bliver færdigt tidligere end planlagt, bliver skiltene fjernet hurtigst muligt.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste