Rørt til tårer: Gitta blev hyldet for 25 år med Limfjordsteatret
NYKØBING: Det blev en af den slags eftermiddage, man sent vil glemme, og teaterleder Gitta Malling slet ikke vil glemme.
For rørt til tårer blev hun, da hun selv fik ordet onsdag eftermiddag efter en næsten to timer lang hyldest af hendes kunstneriske virke og lederskab for det egnsteater, hun nu har stået i spidsen for i 25 år.
- Jeg ved godt, at du ikke bryder dig om, når jeg siger, at Limfjordsteatret er dig, Gitta. Men det er dig, Gitta, selv om du foretrækker vi. For uden dig havde vi ikke haft det Limfjordsteatret, vi har i dag, sagde teatrets bestyrelsesleder, Jørgen Madsen.
Gitta Mallings betydning for teatret, for Mors og sidenhen også Thy blev derfor også et gennemgående tema i den to timer lange hyldest, hendes medarbejdere og bestyrelse havde iscenesat for hende foran et inviteret publikum i Morsø Teatersal.
I den hyldest var hendes ”wingman” gennem 24 år, Tore Müller, rejsefører og historiefortæller om hendes egen og teatrets udvikling.
Fra dengang hun som 34-årig flyttede fra København med mand og barn, nu tre børn og børnebørn, for at blive teaterleder for et lille egnsteater med fire ansatte, 20 freelance ansatte og et teaterhus i en gammel gymnastikbygning på en skole midt i byen. Og til i dag, hvor Limfjordsteatret bor i sit eget teaterhus med tre sale i tilknytning til Morsø Gymnasium, en afdeling i Thisted og med 20 fastansatte og 70 freelancere.
Historiefortællingen blev en veksel mellem taler og underholdning, hvor hendes forkærlighed for at arbejde med og udvikle unge talenter blev fremført på scenen af den dugfriske årgang på teatrets talentakademi og det performative ungeensemble Ung Kunst Thy.
Udefra var der hentet gæster med tilknytning til teatret og Gitta Malling i skikkelse af to verdensstjerner, den spanske violinist Jacobo Christensen og den færøske sanger og musiker Teitur. Og hyldesten på hjemmebane blev med to numre fra en af teatrets mest succesfulde og bedst anmeldte turnéforestillinger, Træt lever og tungt hjerte, hvor musiker og sanger Lasse Popp fortolker Tom Waits sammen med sønnen Bastian og Kim Fast Jensen.
Herefter blev Gitta Malling kaldt op på scenen, hvor hun fik lov at afsløre en gave til hende, der var en plakat af hende selv lavet af kunstneren Finn Nygaard.
Herefter tog hun ordet, og her blev det et vi, hvor hun takkede sin familie og alle, hun havde samarbejdet med gennem årene for at skabe den udvikling, teatret havde gennemgået og kommer til at gennemgå også fremover, for Gitta Malling og Limfjordsteatret hører sammen lod de lange og taktfaste klapsalver fra publikum hende at forstå.