Morsø Teaterkreds har hyret Teater Birch, der kommer med forestillingen ”To Tosser På tur” med Farshad Kholghi og Lukas Birch i en forrygende komedie.
Det sker

To tosser på tur i Nykøbing

20. januar 2023 kl. 06:02

NYKØBING: Onsdag aften 1. februar går det løs med tosserierne i Musikværket på Gasværksvej 60 i Nykøbing.

Morsø Teaterkreds har hyret Teater Birch, der kommer med forestillingen ”To Tosser På tur” med Farshad Kholghi og Lukas Birch i en forrygende komedie.

Hvad kan gå galt når en teaterproducent sætter to tossede komikere sammen, for at skabe en forestilling? Ja, kort fortalt: ALT.

Og det er præcis hvad der gør.

Planen er lagt, det er den helt store turné der er arrangeret, spillestederne er booket og alt skal liiige til at gå i gang, da ulykkerne ramler ned over produktionen.

For selvfølgelig går alting ikke let, når to tosser tager på tur.

Intet er jo heldigvis så skidt at det ikke er godt for noget, og misforståelser, hemmeligheder og aldersforvirring gør, at publikum vil opleve en komedie med alt fra kaos til komik.

- Glæd jer til denne hæsblæsende og latterfremkaldende komedie, siger formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen, der gør opmærksom på, at der er flere pladser til salg på de unummererede pladser i Musikværket.

Der er mulighed for at nyde lidt mundgodt under forestillingen.

Billetter købes via teaterkredsens hjemmeside, ved indgangen eller på turistkontoret.

Forestillingen varer to gange 45 minutter.

Annonceret indhold

Nyeste