Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lars er bidt af Liverpool: Nu vil han slå verdensrekorden

20. maj 2026 kl. 19.00

LYNGS: Lørdag 13. juni står en verdensrekord for fald på Lyngs Idrætsefterskole.

I hvert fald, hvis det står til Lars F. Nielsen fra Hvidbjerg.

Han har i over 50 år været bidt af Liverpool og vil den lørdag forsøge at komme i Guinness Rekordbog som den, der har lagt flest forskellige af klubbens spillertrøjer ud på en fodboldbane.

Liverpool fik Lars i blodet, da han som stor knægt sad hjemme hos sine bedsteforældre for at overvære finalen i mesterholdenes turnering i 1977 mellem Liverpool og Mönchengladbach - sidstnævnte med Allan Simonsen på holdet.

Bedsteforældrene havde et farve-tv, så måske så rød bare bedre ud end hvid, selv om Allan viste sig flot frem med en drømmekasse i tyskernes 1-3 nederlag.

- Min tilgang var nok også at holde med tyskerne på grund af Allan, men i stedet blev jeg fascineret af Liverpools spil og fuldkommen solgt til dem, husker Lars.

Og den fascination har bare vokset sig større og større over et halvt hundrede år. For ud over at se et hav af Liverpools kampe på ”flimmeren” og live på Anfield, hvor han har været på lægterne omkring 30 gange, har han sideløbende samlet på stort set alt, han har kunnet opdrive kloden rundt med klubbens logo på.

Billede beskrivelse

Til den samling hører over tusinde forskellige spillertrøjer, som han nu vil lægge ud på Lyngs Idrætsefterskoles to kunstgræsbaner for at sikre sig verdensrekorden.

En verdensrekord, han blev gjort opmærksom på, da han på hjemmebane i Hvidbjerg udstillede næsten 800 spillertrøjer fra sin samling i forbindelse med Kunst- og kulturstedet Mississippis 10-års fødselsdag sidste år.

- Der blev jeg af nogle fra den danske fanklub gjort opmærksom på, at der var en englænder, som havde rekorden med vistnok omkring 480 spillertrøjer, siger Lars.

For ham burde det derfor være barnemad at spise den rekord i Lyngs, hvor alle er velkommen til at overvære rekordforsøget, som begynder klokken 14.

Hvis altså vejrguderne vil.

- Bliver det regnvejr, bliver jeg nødt til at flytte rekordforsøget til en anden dag. Men jeg håber selvsagt, at vejrguderne er med mig, siger Lars, der til rekordforsøget også har lidt Liverpool merchandise og specialøl med fra sin lille Liverpool hobbyvirksomhed.

En af de specialøl er i øvrigt brygget i samarbejde med Jørgen Lind fra Linds Homebrew i Thisted. På sit CV kan den læreruddannede Lars, der i dag underviser autister på Kommunikationscenter Thisted, også skrive fodboldtræner.

- Jeg har været træner i Thisted FC i 12-14 år, og her lærte jeg Jørgen at kende, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste