Festen for fiskene: Oplev Hanstholms store sommerudstilling
HANSTHOLM: Sommeren 2026 bliver Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm ramme om et levende kulturmøde.
Fra juni til august inviterer Det Nordatlantiske Fyr nemlig indenfor til en stor sommerudstilling med værker af fem markante kunstnere: Kirsten Klein, Steen Folmer, Erland Knudssøn Madsen, Tróndur Patursson og Kurt Tegtmeier.
Det skriver Det Nordatlantiske Fyr Hanstholm i en pressemeddelelse.
Udstillingen tager afsæt i de legendariske Nordatlantiske Nætter i 1980’erne, hvor Hanstholm blev et kulturelt samlingspunkt for kunstnere, musikere og kokke fra hele Nordatlanten.
Nu - 40 år senere - vækkes ånden til live igen i en sanselig fortælling, hvor fisken står som symbol, livsgrundlag og fælles udgangspunkt.
Et kunstprojekt breder sig ud i byen
Hele sommeren folder fortællingen sig ud gennem aktiviteter og samarbejder.
I huskunstnerforløbet Vinden synger i Hanstholm møder skolebørn kunsten i praksis. De lærer også om Hanstholms rige historie gennem egnens seniorer. Bror Westmans store vindharpe i Havhaven er bragt til live igen, og børnene bygger deres egne vindharper, som spiller sammen med den store.
Naturens lyde, historier og myter flettes ind i et fælles værk. Projektet munder ud i en musik- og teatervandring i Havhaven, hvor vind, sten, mennesker og fortællinger bliver til én samlet oplevelse.
I samarbejde med Museum Thy skabes der også en ny udendørs historisk formidling om De Nordatlantiske Nætter. Formidlingen vil senere komme Havhavens kommende naturbase til gode.
Mødestedet er blevet til med opbakning fra Realdania og skal ligge dér, hvor den tidligere Hanstholm Kunstbygning lå – det sted, som var omdrejningspunktet for De Nordatlantiske Nætter.
Rundt om Festen for fiskene skabes et bredt sommerprogram med musik, madoplevelser og kreative aktiviteter for både børn og voksne.
Udstillingen bliver dermed et samlingspunkt for lokale borgere og besøgende – og en fortsættelse af den tradition, hvor kunst, natur og fællesskab smelter sammen i Thy.
- Vi genopliver en vigtig del af Hanstholms historie – men vi gør det sammen med dem, der bor her i dag. Det er kunst, der vokser ud af stedet, lige i fiskenes og kunstens advokat, Thorkild Jacobsens, ånd, udtaler leder Simon Toftdahl Olesen.
Festen for fiskene kan opleves fra 6. juni til 30. august 2026 på Det Nordatlantiske Fyr. Udstillingen suppleres løbende af events, koncerter og aktiviteter gennem hele sommeren.