Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ladywalk blev et tilløbsstykke trods regnvejr og rusk

19. maj 2026 kl. 14.01

AGGER: Vejret tog ikke pusten ud af festen, da knap 2400 friske kvinder i alle aldre, mandag deltog i dette års Ladywalk Agger, hvor de samtidig var med til at fejre det landsdækkende motionsevents 25-års jubilæum med 16 startsteder fordelt over hele landet.

Det er i år 18 år siden, at Agger tilmeldte sig eventet som startby - og siden har der været stor tilmelding til arrangementet, som kom op at stå på initiativ af Lone Mark, der stadig er koordinator på eventet i kystbyen.

Kun overgået at København

- Med en deltagelse i år på knap 2400 tilmeldte, så ligger vi på andenpladsen nationalt, kun overgået af København, som har flere tilmeldte end os. Og det er vi selvfølgelig rigtig stolte af, og vi håber da, at vi næste år kan komme helt i top, lyder det fra Lone Mark.

På landsplan var der tilmeldt 22.272 deltagere.

Billede beskrivelse

Grunden til, at Agger år efter år trækker så mange deltagere, mener Lone Mark, skyldes den dejlige beliggenhed, hvor de tre ruter på 3, 7 og 12 kilometer er anlagt på gangstier gennem den smukke natur mellem hav og sø.

Ladywalk støtter i 2026 Hjerteforeningen og Endometriose Fællesskabet.

Motionseventen er stadig Danmarks største endagsmotionsevent for kvinder, som hvert år i maj, siden 2001, har samlet et stort antal motionslystne kvinder landet over.

Billede beskrivelse

Hygge, taler og motion

Selvom vejret ikke var noget at råbe det helt store hurra for, så var stemningen og humøret på pladsen ved de Sorte Huse derimod helt i top. 

De tilmeldte og tilskuerne begyndte at indfinde sig på pladsen, da de mange boder og madtelte åbnede klokken 15.

Alle gik rundt og shoppede i de mange boder og hilste på hinanden i grupperne og med tidligere års deltagere ved bordene og på pladsen foran scenen, hvor Iversen Band som tidligere år underholdt.

Ladywalk Agger følger et fast program hvert år med taler, overrækkelse af pokaler til de tre største hold og opvarmning. Og sådan blev det også i år med den lille ekstra jubilæumsgave, at Kandiskuren med Johnny fra Kandis var med til at underholde og varme op.

Billede beskrivelse

Johnny fra Kandis gav, til stor jubel fra deltagere, et par sangnumre fra scenen, før der blev taget hul på årets program.

I år var årets velkomsttaler, Søren Vester, der bor i Thise i Salling, men har købt en lille ejendom i Tåbel tæt på Agger. Ejendommen skal forvandles til familiens sommerhus, og det arbejde kan senere følges i en række planlagte tv-programmer. Og hans nu tætte bånd til Agger, kom da også til at præge talen.

Billede beskrivelse

De tre hold største hold fik overrakt præmier. I år gik førstepladsen til Aulum Holdet med et hold på 55 deltagere, andenpladsen til Thisted Kommune med 54 deltagere og tredjepladsen til Ny Skivehus med 44 deltagere.

Billede beskrivelse

Efter opvarmning instrueret af eventets faste instruktør Lone Christiansen og derefter deltagere fra Kandiskuren, var de mange deltagere klar til klokken 18 at begive sig ud på de tre tilrettelagte ruter i den smukke natur, der omkranser Agger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste