Stort skridt for Vorupør: Foreninger slår sig sammen
VORUPØR: Vorupør tager et nyt skridt i byens stærke samarbejdskultur.
Tre lokale foreninger - Vorupør Borgerforening, Vorupør Erhvervsforening og Vorupør i Udvikling (VIU) - er nu samlet i én fælles organisation under navnet VIU.
De to førstnævnte foreninger er opløst, og VIU fortsætter med nye vedtægter og fælles bestyrelse.
Målet er at samle kræfterne, styrke samarbejdet og undgå dobbeltarbejde.
Den nye formand, Louise Lindgaard Johansen, ser frem til arbejdet.
- Det er vigtigt for mig, at det gode samarbejde, vi har haft indtil nu i de tre foreninger, nu kan fortsætte med forstærket styrke. Vi har allerede givet håndslag på at alle nuværende aktiviteter fortsætter.
- Nu skal vi så finde måder, hvor vi kan spare nogle af de mange opgaver, som tidligere gav dobbelt arbejde, fordi vi altid har været gode til at invitere hinanden med og holde hinanden orienteret. Det kan kun blive godt, siger Louise Lindgaard Johansen.
Nye muligheder
Fusionen åbner også for nye muligheder - blandt andet en mere professionel drift af faciliteter som Søhytten, hvor udlejning og booking kan styrkes.
Ifølge næstformand Per Nielsen skal den nye forening sikre endnu bedre koordinering af de mange aktiviteter i Vorupør.
Jan Brusgaard fremhæver desuden , at samarbejdspartnere nu får én samlet indgang til byen.
Den nye bestyrelse er består af Louise Lindgaard Johansen som formand, Jan Brusgaard som kasserer og Per Nielsen som næstformand.
Dertil kommer Magnus Malthe Nielsen, Søren Jensen, Kim Poulsen og Jesper Munk som menige bestyrelsesmedlemmer.