Mikkel skubber til udviklingen i pigefodbold
THY: Mikkel B. Christiansen er i denne uge blevet ansat som ny Head of Coaching i FC Thy Piger.
Han har de seneste tre år været cheftræner for klubbens U19 Division.
FC Thy Piger blev etableret i 2014 som et klubsamarbejde for fodboldpiger fra de fire moderklubber - IF Nordthy, Nors BK, Koldby-Hørdum IF og Thisted FC.
- Mikkel har de sidste tre år været en bærende kraft omkring U19-holdet og det miljø, som spillerne har været en del af. Derfor glæder vi os meget over, at han nu tager næste skridt og bliver en central del af udviklingen af hele FC Thy Piger, siger Britt Amby, som er formand i FC THY Piger.
FC Thy Piger forsøger at skabe gode muligheder for piger, der ønsker at spille fodbold i Thy og omegn, både på bredde- og eliteniveau.
Også talentchef, Jeppe Ottow, glæder sig over den nye rolle til Mikkel Christiansen, som han har fulgt i en længere periode.
- Jeg er super stolt over, at vi i FC Thy bliver beriget med Mikkels faglighed - ikke kun som træner men nu som Head of Coaching, siger Jeppe Ottow.
Udfordrer rammerne
- Mikkel har et drive og en passion som udfordrer rammer og skubber til udviklingen i pigefodbold både i FC Thy og i et bredere perspektiv. Det er en fornøjelse.
- Jeg ser meget frem til det fortsat tætte arbejde, lyder det fra talentchefen.
Den nye Head of Coaching, Mikkel B. Christiansen, glæder sig også selv til en ny, udfordrende opgave.
- Jeg glæder mig enormt meget til at tage næste skridt som Head of Coaching i FC Thy Piger. Klubben betyder meget for mig, og jeg ser frem til fortsat at arbejde med udviklingen af både spillere, trænere og miljøet omkring holdet, siger Mikkel.
- Jeg er stolt af den tillid, klubben viser mig, og jeg er motiveret for at bygge videre på det stærke fundament, vi allerede har sammen, slutter han.
FC Thy Piger består i dag af Nors B, IF Nordthy, Koldby Hørdum IF, Thisted FC, Sjørring B, Sundby Thy IK og Snedsted GIF.