Seneste nyt
Billede beskrivelse

Johnny og hans kurvenner tog Ladywalk med storm

20. maj 2026 kl. 06.00

AGGER: Begejstringen var til at tage at føle på, da Johnny ”Kandis” Hansen, og tre af hans fire kurvenner fra det populære tv-program ”Kandiskuren”, indtog scenen ved mandagens Ladywalk i Agger for at varme de omkring 2400 deltagende kvinder op.

Mens Johnny sang titelsangen til tv-programmet, viste de tre kurvenner, Karina, Rico og Jimmi, hvordan de træner for at komme i bedre form og med ændret livsstil til følge.

- Jeg var en tikkende bombe

Alle, der kender Kandis og Johnny ved, at det populære poporkester dyrker fællesskabet med en stor og trofast fanskare, der følger dem i tykt og tyndt land og rige rundt.

Derfor var det naturligt for Johnny at række ud til sine fans, da overlæge, forsker og sundhedsprofessor Bente Klarlund Pedersen sad foran ham på Rigshospitalet og uden omsvøb fortalte ham, at hans egen livsstil havde gjort ham for tyk.

- Jeg var en tikkende bombe. Alle mine tal var blodrøde, både blodtryk, kolesterol, diabetes og alle de andre tal, forklarer Johnny.

Et vigtigt fælleskab

Sammen med Bente udsprang så idéen til Kandiskuren, for Johnny ville gerne inddrage fællesskabet for både at hjælpe sig selv, men også de fans, som var plaget af livsstilsygdomme og andre skavanker på grund af en usund levevis.

Kandiskuren bygger på at kombinere de otte søjler i KRAM og 4xS, som Bente har gjort kendt gennem sin forskning. KRAM har fokus på kost, rygning, alkohol og motion, mens 4xS står for søvn, stressreduktion, socialt samvær og stoffri.

Billede beskrivelse

Selv har Johnny tabt 14 kilo af den kampvægt på 125 kilo, han slæbte rundt på, da Kandiskuren begyndte. Endnu bedre er det gået for Karina, der siden august har tabt sig hele 37 kilo. 

I den forbindelse skal nævnes, at hun før kuren dårligt kunne gå og måtte sidde alene hjemme på hotelværelset, når familien var på ferie.

For Rico handlede det om at leve et farligt liv som selvstændig i overhalingsbanen med et dagligt forbrug af 60 cigaretter, 10 energidrikke og næsten ingen søvn. I dag ryger han ”kun” 20 cigaretter om dagen, drikker en halv energidrik og sover langt bedre.

Lastbilchaufføren Jimmi trængte også til at ændre livsstil og tilføre det stillesiddende arbejde lidt mere motion og sundere spisevaner, for nålen på vægten viste 155 kilo. Vægten har rutsjet lidt op og ned under kuren, men han er nu nede omkring de 145 kilo og holder ved for at ændre vaner og livsstil - og så har han fundet sammen i et godt venskab med de øvrige kurdeltagere.

Lever videre på nettet

Det gælder også kurvennerne på Facebook. For selv om kuren er et overstået kapitel på tv, så lever den videre på det sociale medie, hvor omkring 600 følgere inspirerer hinanden til at ændre livsstil med blandt andet to ugentlige træninger, opskrifter på sund mad, hvor Karina går i køkkenet en gang om ugen for at lave en sund ret til følgerne. Og mange andre gode og sunde indslag.

At Kandis-kuren har fundet vej til et stort fællesskab på Facebook, glæder Johnny.

- Kandiskuren er forever, også for mit eget vedkommende, smiler han.

I øvrigt findes kuren også i bogform.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste