Ejerkredsen bag Skousen i Thisted består nu af Lan Davidsen (tv.), Marius Sørensen og Tommy Bjerregaard.
Det sker

Fra én til tre: Skousen udvider ejerkredsen

24. september 2022 kl. 07:13

THISTED: Fra 2006 til januar i år har 62-årige Marius Sørensen drevet Skousen på Sydhavnsvej i Thisted alene.

Det har ændret sig nu, idet hans medarbejder igennem de seneste 14 år, Lan Davidsen er indtrådt i ejerkredsen.

Det samme er Tommy Bjerregaard, der har en fortid som bl.a. butikschef i Jysk i Vilsund.

- Nu er det os tre, der ejer butikken. Skousen i Thisted vil derfor også fremover være en lokalt ejet hvidevarebutik, siger Marius Sørensen.

Tommy Bjerregaard kalder sin satsning på at blive medejer for ”spændende”.

- Jeg har været 25 år i Jysk. Og jeg mener, at købmandskabet er det samme i begge brancher, siger han og på peger, at trioens tredje mand, Lan Davidsen, også har en fortid i Jysk.

Det nye ejerskab vil blive fejret i butikken med åbent hus fredag eftermiddag 30. september.

- Vi åbner med masser af gode køtilbud, hvor der vil være kaffe og rundstykker til de morgenfriske.

Senere på dagen vil der blive serveret pølser og fadøl. Nogle af vore leverandører vil komme forbi. Blandt andet giver en repræsentant fra Siemens smagsprøver på kaffe, der er lavet med deres kaffeautomater. Derudover laver vi en masse konkurrencer, siger Marius Sørensen.

Ejerne glæder sig til at se kunder, forretningsforbindelser og venner af huset.

- Det bliver en festlig dag, hvor vi også fejrer at butikken har gennemgået en total renovering, sådan at den i dag fremstår i nye lyse farver og med helt nyt inventar, siger Marius Sørensen.

Annonceret indhold

Nyeste