Billede beskrivelse

The Reef modtager stor hæder oven på renovering

29. januar 2026 kl. 14.20

FREDERIKSHAVN: Det var en meget stolt og bevæget hoteldirektør Marianne Bredevang, der torsdag gik på scenen i Det Musiske Hus for at modtage årets erhvervspris, som tilfaldt Quality Hotel The Reef. 

Baggrunden for prisen er den omfattende renovering og videreudvikling af hotellets caribiske koncept, der gør hotellet til et attraktivt mål for både erhvervskunder og familier.

De to ejere, Stena Line og Strawberry har investeret et godt stykke over 100 mio. kr. på opgraderingen af hotellet.

Det er faktisk anden gang hotellet i Tordenskjoldsgade vinder den eftertragtede pris.

Første gang var i 2010, da hotellet senest renoverede sit store vandland og skabte det caribiske koncept, som nu er videreudviklet i en version 2.0.

Erhvervsprisen tildeles en virksomhed eller virksomhedsleder, der har ydet en ekstraordinær indsats for at skabe erhvervsudvikling i Frederikshavn Kommune. 

Og det gør Quality Hotel The Reef, der med sine 210 værelser tiltrækker mange gæster til byen. Sidste år havde hotellet gæster fra 65 forskellige lande. 

Sammen med byens øvrige hoteller er The Reef afgørende for, at Arena Nord kan gennemføre meget store events.

I sin takketale fremhævede Marianne Bredevang den store indsats det 110 mand stærke personale havde ydet ved at holde hotellet åbent under renoveringen. 

Hun takkede for prisen og takkede også hotellets ejere for deres investeringsvilje i Frederikshavn. 

Stoltheden blev ikke mindre af, at koncernledelsen netop i disse dage er samlet på hotellet i Frederikshavn, hvor de så kan få nyheden om erhvervsprisen under den afsluttende frokost.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste