Sæby Havn var spækket med publikum til sankthansfejring
SÆBY: Festligholdelsen af sankthans ved Sæby Havn i sin nuværende form har, ifølge ældre herboende sæbynitter, været afholdt siden midt i 80'erne.
Tirsdag aften blev der så føjet endnu et år til i rækken.
Det grønne område mellem å og hav var spækket med publikum, der udover sommervejret nød Sæbygardens musikprogram, anderæs, tale og bål.
Under hele aftenen kunne der på pladsen købes øl og vafler, og de, der havde mod på selv at bage sit brød, kunne gøre det over DDS-spejdernes bål.
Medlem af Regionsrådet og tidligere folketingsmedlem Per Larsen (C) entrerede i fin stil den store trailer for at komme op og holde båltalen.
Han lagde ud med at slå fast, at vi lever i et af verdens bedste lande.
- Vores lange danske historie, vores kongehus, vores traditioner, vores sammenhold, vores empati, vores foreningsliv gør, at Danmark er et rigt land, sagde Per Larsen.
Vanskelig start
Festligholdelsen af midsommeren havde dog en vanskelig start.
Fra de første beretninger i 1555 med bålafbrænding med tilhørende sang, dans og nattedrik.
Kirken var kritisk overfor denne form for sankthansfest.
I 1744 blev der lovgivet mod afbrænding, for man skulle ikke spøge med ild – hvilket er én af Guds hårdeste plager.
Få år senere blev sankthans-dag afskaffet som helligdag, men alligevel fortsatte folk med at fejre aftenen.
- Det giver håb for, at bagerne vil fortsætte med at bage hveder på Store Bededag, uanset om den bliver til helligdag igen, konkluderede Per Larsen.
Ellers lovpriste taleren landets levende demokrati, et velfærdssamfund, som politikerne arbejder hårdt på at forbedre.
Per Larsen sluttede af med at hylde de mange ildsjæle, som får fællesskabet til at blomstre over alt.
Anderæs
Det blev tre puncheur-ænder, der tog podiepladserne ved dette års anderæs på Sæby Å.
Et felt med 150 ænder med rygnumre svømmede en hurtig prolog fra Adda Ravnkildebroen til målområdet ved Sæby Ro- og Kajakklub.
Den forventede massespurt blev spoleret, ved at halvdelen af feltet blev standset af barrieren.
Så kom nogle til at hænge med næbbet, da de så et forfølgerfelt på den store klinge i smult vande smutte udenom.
Udbryderne i de gule vinderfjer holdt føringen frem til målstregen.
Publikum havde spillet på alle ænderne, og anderæset opnåede god opbakning fra en række lokale sponsorer. Det udløste i sidste ende mange fine præmier.
Manglende blus
Sankthansbålet på Sæby strand gav flammer, som var både flotte, fascinerende og farlige på én og samme tid.
Den seneste tids tørre vejrlig gjorde, at bålet med heks bestod af meget tørt materiale.
Det bevirkede, at Sæbygarden - med deres matchende røde dragter - knapt havde nået at spille ”Vi elsker vort Land” til ende, inden bålet var blevet til gløder.
Det manglende blus forhindrede dog ikke det tusindtallige publikum blev og sang med på ”Danmark nu blunder den lyse nat”.
Hvis alt går vel, vil Lions Club Sæby igen være klar med en ny fejring om et år.