Sommerens første aftensang er lige om hjørnet
SKAGEN: Onsdag den 24. juni kl. 21.00 er der igen mulighed for at synge med under åben himmel, når sommerens første aftensang ved Vippefyret finder sted.
Traditionen tro inviterer operasanger Jens-Christian Wandt til en stemningsfuld sommeraften med fællessang ved det ikoniske vartegn.
Arrangementet er gratis, kræver ingen tilmelding, og alle er velkomne. Der uddeles sangblade på pladsen.
Aftenens program byder på en række kendte danske sommer- og fællessange, heriblandt Midsommervisen, Se det summer af sol over engen, Lyse nætter og Linedanser. Jens-Christian Wandt vil præsentere sangene og synge for, så alle kan være med.
Aftensangene ved Vippefyret er gennem årene blevet et fast sommerindslag for både lokale og gæster, der samles for at nyde udsigten, fællesskabet og de danske sange i de lyse sommeraftener.
Efter arrangementet holder Iscaféen over for vandtårnet åbent, hvor der vil være mulighed for at købe is, kage samt varme og kolde drikke.
Årets sangblade er sponsoreret af Sparekasse Danmark i Skagen.
Hvis vejret ikke tillader gennemførelse, vil en eventuel aflysning blive meddelt samme dag kl. 20.00 på Facebook-siden "Aftensang ved Vippefyret 2026".