Nomineret til erhvervspris: Mariannes hotel stråler efter total renovering
FREDERIKSHAVN: Da Stena Lines store hotel med vandland i Tordenskjoldsgade for 16 år siden gennemgik en omfattende renovering og transformation til caribisk badeparadis, udløste det den eftertragtede Vækst & Vilje Erhvervspris.
Nu er hotellet blevet opgraderet til version 2.0, hvor det caribiske udtryk er gennemført i alle dele af hotellet og skaber en endnu mere autentisk og fordybende oplevelse for hotellets gæster. Og nu er Quality Hotel The Reef igen nomineret til erhvervsprisen, som uddeles 29. januar.
Hotellet, der ejes af Stena, drives af den norskejede Strawberry-koncern, der også driver 240 andre hoteller i Norden. Strawberry og Stena har sammen investeret et godt stykke over 100 mio. kr. på renoveringen af hotellet i Frederikshavn.
En renovering, der har omfattet alt, lige fra ventilation, teknikken i vandlandet og nye køkkener til nyt restaurantkoncept, nye underholdningstilbud som Social Lounge med dart og shuffleboard samt ikke mindst en udrulning af det caribiske design til alle dele af hotellet. De 210 værelser blev renoveret for fem år siden.
- Skiftet for nogle år siden til Strawberry-kæden har givet os et markant løft. Koncernen klarer de fleste opgaver omkring administration, markedsføring og salg, så vi selv kan koncentrere os om at give vores gæster nogle fantastiske øjeblikke, og det giver vores lokale team frihed til at fokusere fuldt ud på den personlige service og de unikke oplevelser, mens gæsterne bor her. Og nu den store renovering, som virkelig gør det til en endnu større glæde for de 80 fastansatte og 30 afløsere at drive byens største hotel, siger hoteldirektør Marianne Bredevang.
Hun føjer til, at hele teamet har ydet en kæmpe indsats under byggeperioden, hvor hotellet fortsat var åbent og teamet udviste en utrolig robusthed og fleksibilitet.
Quality Hotel The Reef har både forretningsrejsende og familier som målgruppe, og i løbet af 2025 havde man hele 65 forskellige nationaliteter indlogeret. Den store kapacitet gør også hotellet til en værdifuld samarbejdspartner for Arena Nord, der ofte afvikler meget store events, der genererer mange overnatninger.
- Vi er meget stolte over nomineringen til erhvervsprisen. Det er en anerkendelse af, at vi som hotel gør en positiv forskel for hele byen med afsmittende effekt på ikke mindst detailhandelen, men også transport, kultur og lokale leverandører. Med det nyrenoverede badeland vil hotellet tiltrække endnu flere turister og cementere Frederikshavns position som en attraktiv destination for både ferie og erhverv. Frederikshavn har så meget at tilbyde vores gæster, det skal vi huske at være stolte over, siger Marianne Bredevang.