Seneste nyt
Billede beskrivelse

Flere tusind oplevede magisk sankthansaften på Sønderstrand

24. juni 2026 kl. 10.01

SKAGEN: Der var dømt eventyrlig midsommerstemning for de mange tusinde mennesker, der tirsdag aften var mødt op på Skagen Sønderstrand for at fejre midsommeren og Sankt Hans.

Billede beskrivelse

Anna Mørch, som er formidlingsinspektør på Skagens Museum, slog den eventyrlige stemning an med et poetisk eventyr om P.S. Krøyer, hvis sidste store værk ‘Sankt Hansblus på Sønderstrand’ fylder 120 år i år.

Og de mange tusind mennesker på Sønderstrand blev stille, mens Anna Mørch fortalte om midsommerens magi, om fiskerkonerne, der engang og i generationer passede deres arbejde på selvsamme strand - som der denne aften i 2026 bliver tændt bål og sunget midsommervise på - fiskerkoner, som ifølge Anna Mørch nok vidste mere om midsommerens magi, end vi gør i dag.

Billede beskrivelse

De vidste, at urterne skal plukkes netop nu, fordi det er netop nu, at de er mest kraftfulde, og de vidste, at vandet er mest kraftfuldt ved midsommer; drikker man fra en kilde, får man beskyttelse, og vasker man sig i midsommerens dug, bliver man smuk.

De vidste, at der skal lægges gråbynke over dørtærsklen for at beskytte hjemmet mod de ånder og kræfter, gode som onde, der bevæger sig frit på denne fortryllede tærskelsaften, som midsommeraftenen er.

Det fortalte formidlingsinspektøren inden næste båltaler tog over.

Billede beskrivelse

Borgmester Jon Andersen, som var aftenens anden båltaler satte sig på scenekanten og delte sit ønske om fællesskab på tværs af kommunes byer og en vision om, at vi rykker tættere sammen i bussen, kommune, frivillige og erhverv, fordi fællesskabet styrker os og giver mulighed for at drive i fællesskab og udvikle kommunen.

Klitkoret lagde sammen Den Unikke Trio aftenens musikalske lydtæppe henover stranden, bålet blev tændt, midsommervisen sunget, og solen gik ned, mens natten forblev lys, som den har gjort siden Krøyers maleri blev til for 120 år siden - og længe før.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste