Butikker inviterer igen til Hvid Sankt Hans i Skagen
SKAGEN: Det er efterhånden en tradition i Skagen.
Skagen Handelsstandsforening markerer midsommeren med det, de kalder Hvid Sankt Hans, hvor byens handlende og gæster kan opleve en ekstra hyggelig stemning i midtbyen i dagene op til sankthans.
I år kan man møde Skagen Handelsstandsforening på pladsen ved vandkunsten, hvor der bliver delt rosévin ud til byens handlende og besøgende.
Der har allerede været gang i det hvide tøj og rosévinen i weekenden og igen i dag tirsdag 23. juni - på sankthansaftensdag - er der rosévin i byen mellem klokken 11 og 16.
Også ude hos mange af handelsstandsforeningens medlemmer vil kunderne kunne opleve den særlige sankthansstemning.
Flere steder vil der blive budt på et glas rosé, ligesom mange ansatte i butikkerne vil bære hvidt og stråhat for at gøre dagene ekstra festlige.
- Hvid Sankt Hans er efterhånden blevet en fast og hyggelig tradition i Skagen, hvor midsommeren markeres med fællesskab, god stemning og en særlig hilsen til både lokale og gæster i byen, oplyser handelsstandsforeningen i en pressemeddelelse.
Glæde i byen
For handelsstandsforeningen er målet at skabe glæde i byen - og samtidig sætte fokus på det stærke fællesskab blandt handelsstandsforeningens medlemmer.
- Hvid Sankt Hans handler om at gøre lidt ekstra for dem, der handler i Skagen, og samtidig vise det gode samarbejde, vi har blandt byens butikker og virksomheder.
- Det skaber smil, god stemning og en særlig sommerfølelse i byen, siger Mathias Rump Hansen.
Han er formand for aktivitetsudvalget hos handelsstandsforeningen.
Skagen Handel håber, at både lokale, sommergæster og øvrige besøgende vil kigge forbi midtbyen og tage del i stemningen til Hvid Sankt Hans.