Ellen er bidt af en gal strikkepind – nu åbner hun sin drømmebutik
HURUP: Fredag den 14. juni klokken 10, slår Ellen Worm dørene op til sin drømmebutik på Mejerivej 4 i Hurup.
Butikken, Worm Garn, er for alle strikkeglade, for Ellen er bidt af en gal strikkepind.
- Jeg har i mange år været vild med at strikke, og det seneste halvandet år har det spiret i mig at få min egen butik, hvor jeg både vil sælge garn, men også skabe rum for alle strikkeglade med hyggestrik hver torsdag aften og mulighed for bare at komme ind til daglig med sit strikketøj og få en hyggesludder om strik, siger hun.
Ellen er sidst i halvtredserne og ser Worm Garn som den butik, der skal rumme resten af hendes arbejdsliv. Forinden har hun haft en 14 år lang karriere hos Rema 1000, de seneste fire år som selvstændig købmand med egen Rema 1000 butik i Aabenrå sammen med ægtefællen Kaj.
- At få egen butik var en chance, vi ikke kunne sige nej til. Men den faldt desværre sammen med Corona, så vi var ude af stand til at besøge vores to børnebørn i over to år. Det afsavn blev efterhånden for stort samtidig med savnet af vores øvrige familie. Derfor besluttede vi at vende hjem, og heldigvis havde vi et hus at vende hjem til, for det havde vi beholdt, siger hun.
Hjemme i Hurup har hun hjulpet lidt til i den lokale Rema 1000 samtidig med, at hun har kigget sig rundt efter egnede lokaler til sin butik og fandt dem på Mejerivej.
- Jeg underskrev lejeaftalen for halvanden måned siden, og så begyndte jeg at kigge efter leverandører af garn. I min verden og butik skal strikning være for alle, både de erfarne og nybegyndere, så derfor skal der også være garn i alle prisklasser, både i den billige og dyre ende, siger Ellen, der lægger ud med garn fra fire leverandører, Drops Design, Knitting for Olive, Onion og garn fra en butik i Sæby.
- Onion er økologisk garn, for økologi er der nogen, der efterspørger, mens garnet fra Sæby er egenproduceret og virkelig lækkert at strikke med, siger hun.
Mænd kan også være med
Når Ellen åbner sin butik, ser hun frem til at møde mange ligesindede, der ligesom hende er glad for at strikke, men også til at hygge sig sammen med dem og få gode snakke og grin over strikketøjet og en kop kaffe til hyggestrik om torsdagen.
- Alle er velkommen torsdag aften, også nybegyndere, som vi mere erfarne kan hjælpe i gang med at strikke. For alle kan lære at strikke, det gælder også mænd. Så de skal også være velkommen. Og er det hækletøj, man helst vil, så er der også plads til det, siger hun.
Efter åbningen fredag den 14. juni, hvor Kaj vil sørge for kaffe til alle, vil Worm garn holde åbent mandag, tirsdag torsdag og fredag fra klokken 10-17 og lørdag i lige uger fra 10-13. Hyggestrik hver torsdag aften finder sted fra klokken 19-21.
- Det er gratis at være med til hyggestrik. Blot skal man betale 25 kroner for kaffen, siger Ellen.