Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nye mobilantenner skal give bedre dækning omkring Sjørring

06. september 2026 kl. 10.01

SJØRRING: Mobilkunder hos Norlys og Call me i og omkring Sjørring har fået adgang til højere hastigheder og større kapacitet, efter der i august blev opsat nye mobilantenner på Brogårdsvej.

Det oplyser Norlys i en pressemeddelelse.

Opgraderingen omfatter Sjørring samt Hulgård og Sperring i Thisted Kommune og forbedrer både 4G-netværket og giver adgang til 5G.

De nye antenner er en del af en større udbygning af mobilnettet, og i løbet af 2026 forventer TN-Network, som Norlys er medejer af, at opsætte nye mobilantenner 120 forskellige steder i landet.

På niveau med de store byer

Ifølge Daniel Askeroth, der er direktør for teleforretningen i Norlys, har opgraderingen løftet mobildækningen i Sjørring.

- Med de nye mobilantenner er mobildækningen i Sjørring nu på niveau med den dækning, man i dag oplever i de store byer, hvor Norlys’ mobilnetværk ifølge de uafhængige analysevirksomheder Opensignal og Umlaut er blandt de bedste i Norden, siger Daniel Askeroth.

Norlys investerer hvert år et større millionbeløb i at udvikle mobildækningen. De nye antenner omkring Sjørring skal ifølge selskabet være med til at sikre bedre mobilforbindelse uden for de største byer.

- I et så digitalt samfund som Danmark forventer kunderne med rette, at de kan være online uanset, hvor de bevæger sig hen. Alle skal kunne være en del af den digitale fremtid med både 5G og fiber - også når man bor uden for de største byer, og det understøtter opgraderingen af mobilnettet i området omkring Sjørring, siger Daniel Askeroth.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste