Seneste nyt
Billede beskrivelse

Tidligere ungdomsklub er sat til salg - og det er uden mindstepris

09. september 2026 kl. 10.45

HURUP: Thisted Kommune har frem til 26.oktober sat bygningen Thyrasvej 1 i Hurup i udbud uden mindstepris.

Det sker gennem EDC Hanne og Hugo Larsen.

Bygningen blev senest benyttet som ungdomsklub, som Thisted Kommune lukkede som en del af besparelsen på budgettet på ungdomsområdet i 2025. 

Nu sælger kommunen bygningen som led i projektet ”Kloge Kvadratmeter”, som blandt andet indebærer, at kommunen sælger de bygninger, som de ikke har brug for.

En af de bygninger er ejendommen på Thyrasvej 1 i Hurup, og ifølge ejendomsmægler Michael Wismann Larsen er det en bygning med mange muligheder. Det er en rummelig bygning på 859 kvadratmeter, som blev opført i 1981 og stadig er i rigtig god stand.

Billede beskrivelse

Mange muligheder

Bygningsmassen omfatter alt lige fra diverse værelser, fælleslokaler samt andre lokaler. 

Desuden er der gårdsplads, parkeringspladser samt øvrige bygninger tilknyttet ejendommen.

- Uden at låse mig fast på noget bestemt kan jeg se flere muligheder. Blandt andet er bygningen med et fælles centerareal med adgang til køkken velegnet til et kontorfællesskab. Eller man kan udnytte, at der er en stor gårdsplads med blandt andet en basketballbane og en bålhytte. Her tænker jeg på, at man som gruppe, måske de lokale dagplejere, kan finde sammen om at udnytte bygningen, forklarer Michael Wismann Larsen.

Billede beskrivelse

Budrunden slutter til oktober

Har man lyst til at byde på ejendommen, skal tilbuddet fremsendes skriftligt i lukket kuvert mærket ”Thyrasvej 1” til EDC Hanne og Hugo Larsen. 

Man skal benytte en tilbudsblanket, som kan rekvireres hos mægleren. Tilbud fremsendt på mail kommer ikke i betragtning.

Ejendommen udbydes uden mindstepris. Budstørrelsen skal være et fast beløb. Indkomne tilbud er fortrolige indtil, et salg har fundet sted. Sælger forbeholder sig ret til frit at vælge mellem de indkomne tilbud eventuelt forkaste dem alle.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste