Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mørket lagde sig over Nationalpark Thy: Så gik deltagerne på opdagelse

09. september 2026 kl. 15.11

LODBJERG: Fællessang i fyret, snobrød over bål og natteløb i mørket. Det var blandt oplevelserne, da HF-Imagine og HF-Outdoor fra Thy-Mors HF & VUC 5. september inviterede til Nat i Naturen ved Lodbjerg Fyr.

Det oplyser Thy-Mors HF & VUC i en pressemeddelelse. Arrangementet blev afholdt i samarbejde med Naturstyrelsen Thy.

Nat i Naturen var åbent for alle, og både lokale borgere, familier og friluftsinteresserede deltog.

Aftenen begyndte med et oplæg fra Naturstyrelsen Thy om udskæring af vildt, og  derefter fulgte fællesspisning og aktiviteter i lejren, inden deltagerne rykkede ind i Lodbjerg Fyr til fællessang.

Programmet bød også på historieoplæsning og snobrødsbagning omkring bålet.

Ud i mørket

Da mørket faldt på, gik deltagerne på natteløb i området omkring fyret og oplevede Nationalpark Thy efter mørkets frembrud.

For dem, der valgte at overnatte, fortsatte arrangementet næste morgen med en daggrysvandring og fælles morgenmad.

Formålet med arrangementet var at skabe naturoplevelser og styrke fællesskabet gennem aktiviteter i det fri.

- Nat i Naturen handler om at skabe fælles oplevelser i naturen og få øjnene op for de muligheder, der findes lige uden for døren, siger aktivitetsmedarbejder Kristian Engell Holmstrup fra HF-Outdoor.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste