Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nyt escape game tager deltagerne med blandt Klitmøllers bunkere

06. september 2026 kl. 06.02

KLITMØLLER: Bunkerne syd for Klitmøller danner rammen om et nyt udendørs escape game, hvor deltagerne skal løse gåder og finde spor med afsæt i besættelsestiden.

Spillet, som er lanceret af Sidewalk Mystery, hedder "I skyggen af krig" og er selvguidende.

Det foregår på en cirka to kilometer lang rute gennem klitterne og mellem områdets bunkere, oplyser Sidewalk Mystery i en pressemeddelelse.

Undervejs bliver nye dele af historien afsløret, samtidig med at deltagerne får oplysninger om, hvilken funktion de enkelte bunkere har haft.

Historien er inspireret af virkelige begivenheder, men indeholder også en fiktiv fortælling om arven efter Agnes Hansen og en hemmelighed fra besættelsestiden.

- Vi ønsker at gøre lokalhistorien levende ved at lade deltagerne blive en del af fortællingen. Alle vores historiske spil er inspireret af virkelige hændelser, men vi tilfører en fiktiv handling, som giver deltagerne mulighed for selv at undersøge fortiden, siger Klaus Hall, indehaver af Sidewalk Mystery.

Spilles via mobilen

Der er hverken skuespillere eller materialer, som deltagerne skal hente, inden spillet begynder.

Efter købet modtager deltagerne en spillekode og en vejledning, og spillet foregår direkte gennem mobiltelefonens browser uden brug af en app.

Der er heller ikke en fast tidsgrænse som i traditionelle escape rooms. Deltagerne har op til 24 timer til at gennemføre spillet, mens det ifølge Sidewalk Mystery typisk tager omkring to timer.

Undervejs optjenes point ved at løse opgaverne, men historien fortsætter, selv om deltagerne ikke finder alle svar.

Ifølge Sidewalk Mystery henvender spillet sig blandt andet til venner, familier med større børn og kolleger.

"I skyggen af krig" er Sidewalk Mysterys 15. historiske spil.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste