
Blomsterbutik flytter fra Vestergade af en ganske særlig grund
THISTED: 28. januar var det to år siden, at Kofoeds Blomster åbnede i Vestergade.
Siden er det lykkedes indehaverparret Anne og Peter Kofoed Lauritsen at bygge en rigtig god forretning op.
Alligevel har parret nu besluttet at flytte hele butikken til Østerbakken 66 i lokalerne, som blomsterbutikken Folium forlader i disse dage.
- Vi har været glade for at bo i Vestergade, men vi flytter til Østerbakken for først og fremmest at få bedre p-pladser for vore kunder. Men også for at få en mere synlig placering. Vi får ikke en større butik. Men parkeringsforholdene for vore kunder bliver væsentlig bedre, siger Anne Kofoed.

Bedre service
Hun kender de nye lokaler bedre end de fleste. For hun arbejdede her i 11 år, da butikken hed Marens Blomster.
- Vi har haft et travlt år med mange glade kunder. Vi flytter ikke for at få en større forretning. Men vi tror på, at vi bedre kan servicere vore kunder og udvikle vores forretning på den nye adresse, siger Peter Kofoed Lauritsen, der hjælper sin kone på fuld tid – ikke mindst med at få blomsterne kørt ud.
- Vi har ikke travlt med at flytte fra Vestergade, for vores lejemål her gælder endnu nogle måneder. Så vi regner med at åbne på Østerbakken tidligst en gang i marts måned, siger Anne og Peter Kofoed Lauritsen.
- Flytningen vi ske gradvis og vil ikke påvirke vore kunder. De vil stadig kunne bestille buketter og handle helt som normalt.
Anne Kofoed Lauritsen har 15 års erfaring som blomsterbinder og kalder sin forretning en klassisk blomsterbutik.