Efter flot indsats fra eleverne: Lokal bank hjælper skolens nye legeplads på vej
TILSTED: Tilsted Skole har modtaget en stor håndsrækning til arbejdet med en ny legeplads.
Skolebestyrelsens legepladsudvalg har fået en donation på 25.000 kroner fra Nykredit/Spar Nord til projektet, der skal skabe nye og attraktive rammer for skolens elever.
Det oplyser Legepladsudvalget fra Tilsted Skole i en pressemeddelelse.
Donationen kommer samtidig med, at skolens elever selv har ydet en imponerende indsats for sagen.
I forbindelse med ugens emneuge har eleverne solgt egne produkter og deltaget i et sponsorløb, hvor de løb eller cyklede for at samle penge ind til den kommende legeplads.
Mandag den 8. juni klokken 8.00 bliver donationen officielt præsenteret for skolens elever ved morgensangen på Tilsted Skole.
Ved arrangementet deltager repræsentanter fra Nykredit/Spar Nord, skolebestyrelsen og skolens ledelse, som markerer den betydelige støtte til projektet.
Den nye legeplads er et eksempel på, hvordan lokalt engagement, fællesskab og opbakning kan være med til at skabe gode rammer for børn og unges hverdag.