Hvad skal der ske langs rute 26? Kom og få svaret
THISTED: Vejdirektoratet inviterer borgere, virksomheder og øvrige interesserede til informationsmøde om de kommende vejprojekter langs rute 26 i Thy.
Mødet finder sted mandag 22. juni kl. 16-18.30 i Thyhallen og kan også følges online.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
I 2027 påbegynder Vejdirektoratet anlæggelsen af flere vejprojekter langs rute 26 på Mors og i Thy.
Projekterne er en del af Infrastrukturplan 2035, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 2021. Formålet er at forbedre fremkommeligheden og øge trafiksikkerheden på og langs rute 26 mellem Sallingsund og Hanstholm.
På informationsmødet præsenterer Vejdirektoratet de konkrete løsninger for delprojekterne i Thy og giver en status på arbejdet samt indblik i den videre proces. I april blev der afholdt et tilsvarende informationsmøde om projekterne på Mors.
- Projektet er nu nået så langt, at de konkrete løsninger kan præsenteres. Samtidig får borgerne mulighed for at få svar på spørgsmål og drøfte eventuelle bekymringer, siger seniorprojektleder Dorthe Hvid fra Vejdirektoratet.
Mulighed for spørgsmål og dialog
Informationsmødet indledes med et oplæg efterfulgt af en spørgerunde i plenum. Herefter åbnes der for en dialogdel, hvor deltagerne kan tale direkte med projektets medarbejdere og se nærmere på kortmateriale og de planlagte løsninger.
Oplæg og spørgerunde kan også følges online via Vejdirektoratets livestream. Spørgsmål til besvarelse i plenum kan sendes på forhånd frem til 16. juni.
Fokus på lokal dialog
Vejdirektoratet lægger vægt på dialog med de borgere og virksomheder, der bliver berørt af projekterne. Derfor opfordres deltagere med spørgsmål om egen ejendom eller lokale forhold til at møde op til åbent hus-delen.
Tilmelding er ikke nødvendig. Der er dog mulighed for at tilmelde sig en påmindelse om mødet.
Deltagere, der tilmelder sig, modtager på mødedagen en e-mail med en påmindelse samt link til livestreamen.