Stilladset blev fjernet: Det gav et sug i maven
AGGER: Selv for en arkitekt kan det give et sug i maven, når man for første gang ser resultatet af måneders arbejde uden et forstyrrende stillads foran.
Og et sug i maven fik arkitekt Søren Sarup, da stilladset forleden blev fjernet foran facaden på det gamle Agger Badehotel.
- Det er det, arkitektur kan. Give det der sug i maven og give alle, der ser det, en wow-oplevelse, sagde han efter en lille rundvisning på det kommende hotels hovedbygning.
En wow-oplevelse fik denne artikels forfatter også, da jeg kom kørende ad Vesterhavsvej og så hotellets facade knejse i horisonten med et skær af katedral over sig.
Facaden løftede sig fra jorden og op som et lysende vartegn, langt fra det forfaldne badehotel, som Søren Sarup og hovedinvestoren, den tidligere indehaver af transportvirksomheden Freja i Skive, Jørgen Hansen, købte.
Så forfaldent var badehotellet, at det nærmest kun var malingen, der holdt det sammen, og en gavl brasede sammen under den indledende renovering. Kun takket være et fantastisk og dygtigt sjak af håndværkere lykkedes det at holde ”huset” stående.
Det samme var tilfældet, da en kortvarig, men hidsig storm ved årsskiftet kaldte på hurtig hjælp fra håndværkerne for at sikre de nyopsatte tagspær.
Men nu er taget på plads og facaden snart klar til ny maling, mens håndværkere har travlt bag væggene for blandt andet at bygge ni værelser på første sal med hver sit individuelle præg og med eget toilet og bad.
- Det skrider fremad efter planen, og det skulle det også gerne, for vi arbejder med en deadline, der hedder guldbryllup til maj, sagde Jørgen Hansen med henvisning til, at det endnu unavngivne hotel er booket af et guldbrudepar, der i sin tid også blev gift på hotellet for et halvt århundrede siden.
Og får guldbrudeparret flere overnattende gæster, end de ni værelser kan rumme i hovedbygningen, så er der flere på vej.
I ”baghaven” er hovedentreprenør Ole Ibsen ved at grave ud til de tilbygninger, som skal rumme yderligere 15 værelser, lokaler til selskaber, konferencer og møder, en gårdhave, sauna og spafaciliteter.
Hotellet får også eget køkken, restaurant og bar.