Seneste nyt
Billede beskrivelse

Dyrskue samler flere end 250 dyr i Thisted

07. juni 2026 kl. 19.03

THISTED: Dyrskuet Thy-Mors kan igen i år præsentere et stort antal dyr.

Det sker, når dyrskuepladsen i Thisted lørdag 13. juni danner ramme om bedømmelser, udstillinger og aktiviteter for hele familien.

I alt bliver der udstillet 256 dyr. Det er tre flere end sidste år. Antallet af dyr ved kvægbommene holder dermed det høje niveau fra 2025. 

I år er der lidt færre malkekøer, selv om tre nye udstillere er kommet til. Til gengæld er kødkvæget gået frem fra 38 dyr sidste år til 49 i år efter en målrettet indsats for at udvide udstillingen.

Det oplyser Fjordland i en pressemeddelelse.

Der er også markant flere holstein- og jersey-kalve med i skuets derby-konkurrence.

- Det er godt at se, at der fortsat er mange flotte kød- og malkekvæg i Thy og på Mors. Der er også interesse fra Salling for at udstille på dyrskuet i Thisted, hvor de bedste køer ofte blander sig i toppen på Landsskuet i juli. Samtidig er udstillingen af avlsheste i år mere end fordoblet til 24 dyr fra otte forskellige racer, siger Erik Poulsen fra landboforeningen Fjordland, der arrangerer Dyrskuet Thy-Mors.

Billede beskrivelse

Antallet af får, høns og duer ligger på niveau med sidste år, mens kaninudstillingen er lidt mindre end tidligere.

Maskin- og produktudstillingen på dyrskuepladsen midt i Thisted har igen fin opbakning. I år bliver den udvidet med en mindre fødevareudstilling, som Thy Erhvervsforum har taget initiativ til. 

Thys maskot Gråskæg kommer også og underholder.

- Det er godt at se, at de mange erhverv med tilknytning til landbruget bakker op om dyrskuet. På den måde kan dyrskuet vise hele bredden i fødevareerhvervet, som har stor betydning i denne del af landet, siger Erik Poulsen.

Ud over de mange husdyr til bedømmelse bliver der mulighed for køreture i hestevogn og opvisning med frieserheste. 4H Thy-Mors udstiller også kaniner og heste.

Traditionen tro begynder dyrskuet allerede fredag 12. juni med arrangementet Landbruget i børnehøjde. 

Her får børn fra Thisted, Morsø og Struer Kommuner en oplevelses- og læringsdag på dyrskuepladsen. Lokale landmænd, dyrlæger og en slagter viser, hvordan husdyr bliver passet og senere bliver til fødevarer.

Dyr på Dyrskuet Thy-Mors 2026

Malkekvæg: 104
Holstein: 58
Jersey: 10
Derby-kalve: 36
Kødkvæg: 49
Heste: 24
Dansk Sports Pony: 2
Fjordhest: 5
Frederiksborg: 1
Haflinger: 2
Knabstrupper: 1
Shetlandspony: 6
Welsh Pony: 1
Islænder: 6
Får: 13
Kaniner: 40
Høns: 14
Duer: 12

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste