På kajen lærer skoleelever at slå reb, men hvorfor er det vigtigt?

THISTED: Hvad kan skoleelever få ud af at lære at slå reb og sætte sejl?

Svaret har Casper Olesen, der er souschef, maritim koordinator og formidler fra Limfjordsmuseet. Han inviterer på en kop kaffe ombord på Kirstine af Løgstør.

Han er på formidlingstogt med sine kolleger fra Limfjordsmuseet på det gamle træskib oprindeligt brugt som en ålekvase med lasten fuld af ål.

Historieundervisningen starter allerede, før kaffen er hældt op, med årstallet 1825, hvor Limfjorden ved en kraftig stormflod gik fra at være en fjord til at være et sund med adgang til havet både ved Agger Tange i vest og Hals i øst.

- Limfjorden gik fra brakvand til saltvand, og mange fisk døde, fordi de ikke kunne tåle saltholdigheden, der steg, fortæller Casper Olesen.

Det skabte en slags motorvej til nye markeder, og ålen tilpassede sig hurtigt de nye forhold, hvorfor man fik behov for at kunne sejle langt med friske ål og afsætte dem. Til det brugte man blandt andet Kirstine af Løgstør.

Casper Olesen på Kirstine af Løgstør tager videre på flere formidlingstogter i Limfjorden Foto: Privatfoto

- Man sejlede fra fiskeplads til fiskeplads med lasten fuld af levende ål i en dam, fortæller Casper Olesen.

Det betød også, at mange fiskere udvandrede fra blandt andet Harboøre Tange for at fiske i Limfjorden.

- Det her skib var ejet af efterkommere af udvandrere fra Harboøre Tange. Man flyttede simpelthen for at skabe sig et liv et sted, hvor der var fisk. Det var der en del fiskere, der gjorde, og slog sig ned længere inde i Limfjordslandet, blandt andet på Jegindø eller Gjøl, fortæller Casper Olesen.

Den udsendte reporter er allerede blevet klogere på historien. Det er som om, det giver mere mening, når man sidder lige der, hvor ålene engang svømmede rundt og får det hele fortalt.

Det er samme oplevelse, som skoleeleverne gerne skulle få, når de blandt andet lærer at sætte sejl og at slå reb.

- Vores undervisning er en kulturoverlevering om noget, man ikke kan lære i en bog. Man er nødt til at have det i hænderne. De unge lærer, at man kan mestre et håndværk. De lærer her, at man kan tage et materiale og forarbejde det til noget, man kan bruge på et skib, forklarer Casper Olesen.

- Det er ekstremt vigtigt at kende til den historie. Hvis man ikke ved, hvor man kommer fra, er det svært at tage stilling til verden. Mange ting giver heller ikke mening, hvis man ikke kender årsagerne, lyder det.

Dertil kommer, at fiskerierhvervet er blevet mindre med tiden, så det betyder, at der ikke længere går historier i arv om vilkårene på egnen, som skabte kulturer og traditioner.

- Jo færre der har familie og rødder i erhvervet, jo flere af de her fortællinger går tabt. Nogen skal bære det videre, og derfor er det vigtigt, at vi kommer rundt på vores togter, lyder det.

Kirstine af Løgstør er bare ét af Limfjordsmuseets mange træskibe, der lægger til kaj med en historie at fortælle.

- Den måde, man byggede skibene på dengang, har også en vigtig historisk betydning. Så vigtig, at Unesco satte metoden, og alt hvad der knytter sig til kulturen omkring skibene, på verdensarvlisten, såsom rebslageri, sejlmageri og fiskeri.

Derfor sker formidlingstogterne også i et samarbejde med Museum Thy.

- Historien om Kirstine er også historien om Limfjordssjægten, som fiskerne brugte til fiskeriet og leverede fisk til opkøber kvaser som Kirstine, fortæller Casper Olesen.

- Det lille klinkbyggede fartøj havde en stor betydning i Limfjorden og er også en historie og kulturoverlevering, som vi formidler. Den immaterielle kulturarv omkring de nordiske klinkbådstraditioner blev optaget på UNESCOS verdensarvsliste i 2021, forklarer han.

Udover formidlingstogterne har Limfjordsmuseet også tilknyttet en forening, hvor man som medlem får adgang til at deltage på togter på de historiske træskibe.

Her oplever Casper Olesen en stigende interesse, som han til dels tilskriver den særlige oplevelse, det er.

- Der er noget naturforbundethed over sejlads med et ældre træskib. Man er en del af elementerne både ude på vandet og når man er på skibet. Et træskib er til at forholde sig til. Det er simpelt, og man kan se, at materialet, det er bygget af, er et træ, der har vokset på land, lyder det.