Billede beskrivelse

Onsdag aften fik Erik den opringning, han har ventet på

28. august 2025 kl. 13.46
Opdateret 10. september 2025 kl. 09.50

SENNELS: Siden Skt. Hans har Sennels været i opløbet med to andre danske landsbyer om den fornemme titel som Årets Landsby 2025.

Onsdag aften ringede telefonen hos formanden for Sennels Borger- og Udviklingsforening, Erik, og i røret lød ordene: “Tillykke – Sennels har vundet.”

Med titlen følger en pengepræmie på 50.000 kroner samt æren af at kunne kalde sig årets landsby i hele Danmark.

– Jeg er bare rigtig glad. Prisen er en stor ære for Sennels og byens borgere. Den kroner den gode udvikling, byen er i, og det arbejde, der blev sat i gang for 10-12 år siden, siger Erik.

Tilbage i tiden var Sennels truet – blandt andet stod byens skole i fare for at lukke.

Men borgerforeningen tog spidsen og indkaldte til borgermøder, hvor spørgsmålet blev rejst: Hvilken udvikling vil vi have i Sennels?

Billede beskrivelse

Det kickstartede arbejdet med en udviklingsplan, hvor alle konkrete mål blev nået i 2022. Nu er en ny plan sat i søen, som viser retningen fremad.

I dag blomstrer Sennels. Byen har positiv befolkningsudvikling, nye boliger skyder op, et spritnyt børnehus er åbnet, og byens skole har ligefrem pladsproblemer.

– Den demokratiske proces med mange borgermøder har været hele grundlaget. Vi modtager også prisen på vegne af de mange landsbyer, der knokler for at vende nedgang til fremgang. Det er et langt, sejt træk. Men man når sine mål, når man holder fast – og når man presser politikerne til at træffe de beslutninger, der skal træffes, siger Erik.

Han understreger, at målet ikke er at gøre Sennels til en stor by, men til en levedygtig landsby, som er attraktiv at bosætte sig i.

De 50.000 kroner skal gå til et formål, der kommer hele byen til gavn. Hvad pengene konkret skal bruges til, er endnu ikke besluttet.

Derudover følger 25.000 kroner til en fejring i byens hal. Den fest bliver ikke mindre af, at byens dagligvarebutik, Min Købmand, har valgt at smide yderligere 25.000 kroner oveni.

Festen finder sted lørdag den 13. september, hvor både minister for byudvikling Morten Dahlin, Landsbyernes Fællesråd, lokale politikere og byens borgere deltager.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste