Muldvarpefedt og hundelort: Ny bog løfter sløret for den glemte lægekunst
NORS: I mere end 800 år har kloge mænd og koner behandlet sygdomme med råd og kure, der i dag kan virke både fascinerende og grænseoverskridende.
Mens mange kender til lægeurter, er det mindre kendt, at både dyr og menneskedele spillede en central rolle i folkemedicinen.
Det er omdrejningspunktet for bogen "Bævergejl og muldvarpefedt - De kloges råd om brugen af dyr og mennesker i folkemedicinen", skrevet af journalist Mette Kjær og hendes mor, arkæolog og kulturhistoriker Inge Kjær Kristensen - der netop er udkommet.
En væsentlig del af bogen handler om den lokale benbrudslæge Stine Kudsk fra Nors.
Hun var autoriseret benbrudslæge, men hendes efterladte tekstsamlinger viser, at hendes viden rakte ud over det officielt tilladte.
Blandt hendes råd findes kure mod blandt andet hoste, gulsot og brystsmerter - herunder opskrifter med forvitret hundemøg, bævergejl og endda dele af en henrettet tyvs pandeskal.
Stine Kudsks samlinger findes i dag på Museum Thy og udgør et sjældent indblik i de kloges arbejde i 1800-tallet.
Bogen gennemgår i alt 40 dyr, der er blevet brugt i folkemedicinske kure, og bygger også på stof fra nogle af de ældste danske lægebøger.
- Det er kuriøst, men også en vigtig del af vores fælles danmarkshistorie, siger Inge Kjær Kristensen.