Joe og Beth er snart klar med endnu et spisested
HURUP: De driver i forvejen den kendte Vesterhavshytten i Agger, men går den sidste indretning, som Joe og Beth Mølbjerg Poulsen håber og tror på, så kan de om en måneds tid også byde velkommen hos Vesterhavshyttens lillebror, Joe's Grill & Kitchen, i den forhenværende slagterbutik i Bredgade i Hurup.
- Åbningen sker forventeligt om en måneds tid, men en fast dato må vente lidt. Lige nu mangler vi at få inventar på plads og lidt pynt på væggene, siger Joe.
Parret overtog den tomme slagterbutik for godt to år siden og har brugt tid på at gruble over, hvad butikken skulle bruges til.
- Det har taget lidt tid, men nu håber vi på, at vi har fundet den gyldne løsning, smiler Joe.
Ikke en klassisk grillbar
Den gyldne løsning bliver et spisested, hvor der både skal være plads til familien med børn, men også de to vennepar, der vil nyde en hel aften i hinandens selskab med et spil, en god middag og en drink at slutte af på.
- Vi satser på at skabe et hyggeligt sted for alle, hvor alle skal føle sig velkommen, siger Beth.
Og til det koncept hører, at spisestedet ikke bliver en grillbar i klassisk forstand, for Beth og Joe vil og kan meget mere.
- Vi tænker gode salater til frokost med hjemmelavede dressinger, forskellige specialburgere, gode steaks og stjerneskud. Personligt kan jeg ikke lave en menu uden fisk med en fortid som fisker gennem 19 år, siger Joe.
Og i det omfang, det kan lade sig gøre og giver mening rent økonomisk, vil parret bruge lokale råvarer.
Bøfferne vil komme fra Hurup Slagter, fisk og skaldyr fra Agger Fiskebil, vinen fra Thy Specialhandel i Hurup, ja selv firmatøjet er lavet lokalt, nemlig hos Sportigan i Hurup.
- For os betyder det meget at have den lokale fortælling med og i den forbindelse kunne henvise til slagteren, fiskemanden og vinhandleren, hvis gæsterne kan lide det, de spiser og drikker, siger Joe.
Menuen vil i øvrigt også kunne fås som take away, og ugentligt vil der være spydstegte kyllinger, som kendt fra Vesterhavshytten.
Lokalt har både borgere og erhvervsdrivende fulgt nysgerrigt med i forvandlingen af den tomme slagterbutik, som har fået en gennemgribende renovering og opdatering.
Også her har Beth og Joe brugt lokale håndværkere.
- De har virkelig givet den gas og været gode til at arbejde sammen, siger Joe om Bjarne Breinholt, der har stået for tømrerarbejdet, Ane Højen for malerdelen, Sydthy Murerfirma for gulv og vægge, Thy teknik & klima for strøm og køl, TVT for VVS og Grønkjær Maskinværksted for kørerampe.