Hjem-Is fylder rundt: Når du hører klokken ringe, venter der 90.000 gratis is
NORDJYLLAND: Et skarpt hjørne runder Hjem-Is i den allernærmeste fremtid.
Og det skal fejres, skriver isgiganten i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at samtlige af Hjem-Is' isbiler fra mandag 18. maj deler 90.000 gratis is ud på landsplan "som en tak for de første 50 år på de danske villaveje".
- Hjem-Is er bygget på traditioner og gode minder, og vi er utroligt stolte over at have været en del af danskernes hverdag i et halvt århundrede. En stor del af Hjem-Is’ succes skyldes vores trofaste sælgere, der hver dag bringer smil og isglæde ud til de danske hjem.
- Vi glæder os til at fejre fødselsdagen sammen med danskerne og sige tak for de første 50 år, og det gøres naturligvis bedst med en omgang gratis is ved Hjem-Is-bilen, udtaler Kirsten Ægidius, der er adm. direktør for Hjem-Is.
For at fejre den runde fødselsdag har Hjem-Is fået speciallavet en særlig jubilæumsis - en "flagstang" vanilje- og jordbærflødeis formet som et dannebrogsflag.
Så når man hører klokken ringe fra mandag 18. maj, venter der altså gratis fødselsdagsis rundt omkring i det danske land - så længe lager haves, understreger Hjem-Is.
Er man i tvivl om, hvornår Hjem-Is-bilen svinger forbi hjemme ved dig næste gang, kan man blive klogere på netop den del her.