Kan man gå i skole i et byggemarked? Det gør Matthias
THISTED: Davidsen i Thisted har åbnet dørene for STU Erhverv. Samarbejdet giver unge med særlige behov mulighed for at udvikle praktiske kompetencer i en hverdag tæt på arbejdsmarkedet.
Det skriver Thisted Kommune i en pressemeddelelse.
I byggemarkedets VVS-afdeling arbejder eleverne med at sætte hylder op, placere varer og sikre, at prisskilte passer til produkterne. Opgaverne kræver koncentration og struktur, men arbejdet skrider støt fremad – blandt andet takket være indsatsen fra eleverne på STU Erhverv.
STU Erhverv er et samarbejde mellem STU 1 og Davidsen. Her foregår undervisningen direkte i byggemarkedet, hvor eleverne kombinerer skolegang med praktisk arbejde i butikken.
En af eleverne er Matthias. Han beskriver selv, at han tidligere let blev overvældet og frustreret. Før havde han svært ved at møde stabilt op, men det har ændret sig, siden han begyndte på STU Erhverv.
- Undervisningen er anderledes her. Tingene bliver forklaret på en anden måde, og det er mere praktisk. Jeg synes, det er bedre herude. Man kan snakke om tingene, og jeg kan få en pause, når jeg har brug for det, fortæller han.
Klasselokalet er rykket ud
Samarbejdet med Davidsen begyndte i august 2024. Mandag til torsdag møder eleverne ind via personaleindgangen ligesom de øvrige medarbejdere. Dagen starter i et lokale, som Davidsen stiller til rådighed for STU Erhverv.
Her har eleverne egne skabe til personlige ejendele, og dagens opgaver bliver gennemgået sammen med underviserne.
- Klasselokalet er simpelthen rykket herud i butikken, hvor vi med udgangspunkt i den enkelte elevs behov arbejder på at gøre dem så selvstændige og selvhjulpne som muligt, fortæller Per Digmann Bjerregaard, der er en af de to undervisere tilknyttet forløbet.
Tidligere stod han for praktisk undervisning i STU’s eget værksted.
- Der kunne vi skabe arbejdsopgaver, som lignede dem, eleverne møder i erhvervslivet. Men det kan ikke sammenlignes med at have sin daglige gang i en rigtig virksomhed, siger han.
Tydelig udvikling hos eleverne
Davidsen bidrager med forslag til arbejdsopgaver, mens underviserne vurderer, hvilke opgaver der passer til den enkelte elev.
Ifølge Per Digmann Bjerregaard har samarbejdet allerede haft stor betydning for elevernes udvikling.
- Flere af eleverne har tidligere haft svært ved at overskue at gå ind i en dagligvarebutik på grund af de mange indtryk. Nu bevæger de sig hjemmevant rundt i et stort byggemarked. De retter ryggen mere op og ser folk i øjnene. Det har været en stor udvikling at følge, fortæller han.
Eleverne indgår naturligt i hverdagen i butikken. Det eneste, der adskiller dem fra medarbejderne, er en t-shirt med teksten: “Praktikant STU Erhverv – men jeg finder gerne hjælp”.
Gevinst for både elever og virksomhed
Hos Davidsen opleves samarbejdet også som en succes.
- Holdet har et rigtig godt teamwork. De passer på hinanden og hjælper hinanden, og så gør de en reel forskel for os i hverdagen. Vores haveafdeling har for eksempel aldrig været flottere, siger Henrik Andersen, trælastdirektør i Thisted.
Han fremhæver samtidig, at det er en stor styrke, at underviserne følger eleverne tæt i hverdagen.
- Underviserne kender eleverne og kan guide os i forhold til, hvad de kan rumme. Det fungerer rigtig godt. Eleverne trives, og de åbner sig stille og roligt. Den udvikling giver virkelig mening for både mig og medarbejderne, siger han.
For Matthias har opholdet på STU Erhverv allerede gjort en mærkbar forskel.
- Jeg kan for eksempel selv ordne pap og sætte varer på plads i el-afdelingen. Der skal bare ikke være for mange forskellige ting i vognen på én gang, fortæller han.