Snedsted er blevet for stor: Nu skal byen tilpasses en fremtid med færre indbyggere
SNEDSTED: Snedsted er blevet for stor i forhold til antallet af indbyggere i byen. Men nu skal lokalt initiativ sikre, at byen revitaliseres og tilpasses en fremtid, hvor bystørrelsen passer til en fremtid med vigende indbyggertal. Planerne præsenteres på et borgermøde 30. oktober
Sidste år gik en gruppe borgere sammen og stiftede foreningen Snedsted Revitalisering og startede arbejdet på at finde alternativer til en udvikling, som i takt med et vigende indbyggertal kun går en vej: Stadig flere ”Til Salg”-skilte, flere tomme huse og tomme butikker.
Det handler i bund og grund om at tage hånd om en udvikling, der går mod afvikling af den nuværende by, og gennem en aktiv og målrettet indsats sikre, at fremtidens Snedsted er et attraktivt sted bo for de færre indbyggere, om 10, 20 og endnu flere år ud i fremtiden.
Med samlet 765.000 kroner, heraf 639.757 kroner fra Landdistriktpuljen, 100.000 kroner fra Thisted Kommune og 25.000 kroner fra Sparekassen Danmark, Thy Fonden, har Foreningen Snedsted Revitalisering penge til at få de første bud på, hvordan Snedsted kan revitaliseres. Det sker næste sommer, når 24 arkitektstuderende fra Arkitektskolen i Aarhus flytter til Snedsted i to uger.
Her skal de løse en bunden opgave, som skal ende med seks konkrete bud på, hvordan dagens by kan blive til fremtidens Snedsted.
- Byen forsvinder ikke. Men fremtidens Snedsted bliver en anden end den by, vi kendte for bare få år siden, hvor her var op mod 1300 indbyggere og mange butikker. Snedsted er ikke længere den by i udvikling, som vi troede, den var for ikke så mange år siden, siger Karl Erik Jensen, formand for Foreningen Snedsted Revitalisering.
Dengang for ikke så længe siden blev der sat skilte op ved indfaldsvejen med teksten ”Snedsted – en by i udvikling”, men dagens virkelighed er anderledes. Udviklingen er blevet til afvikling og stagnation.
- Vi er ikke anderledes stillet end rigtig mange andre mindre bysamfund. Men frem for passivt at se på vil vi med projekt ”Snedsted Revitalisering 2030” vise, at der trods afvikling og tilbagegang stadig er mulighed for at styre udviklingen. Fremtidens Snedsted skal stadig være attraktiv for de færre indbyggere, som skal bo her. Det får vi ikke ved at lade tilfældighederne råde, men ved at have en plan for fremtiden, som vi ser den. På borgermødet 30. oktober vil vi fortælle om planen og folk kan godt glæde sig. Der kommer mange spændende ting på bordet, lover Karl Erik Jensen.
Han understreger, at borgermødet er vigtigt. Projektet kræver både accept og opbakning fra byen og lokalområdet – og forståelse for nødvendigheden af selv at tage hånd om udviklingen.
- Det er op til Snedsteds borgere at beslutte, hvilken strategi, der er den bedste, når byen skal tilpasses de kommende års udvikling. Både på kort sigt frem mod 2030, men også i de følgende årtier, hvor indbyggertallet i Snedsted efter alle prognoser fortsat vil falde, siger Karl Erik Jensen.
Byen og dens funktioner skal gentænkes med henblik på at gennemføre nogle ændringer, som skaber merværdi for den del af byen, som skal føres videre. Det koster at skabe udvikling gennem afvikling af den del af en by, som tiden er løbet fra.
Foreningen Snedsted Revitalisering skønner, at en revitalisering som indebærer opkøb af 20 ejendomme i og omkring bymidten i første omgang vil løbe op i 20 til 25 millioner kroner, men over en længere årrække op til 40 millioner kroner.
- Skal pengene findes, kræver det samarbejde med både kommunale myndigheder og fonde, men det vil også være nødvendigt med en overordnet debat om mulighederne for at finde helt nye former til at finansiere en revitalisering af et bysamfund, siger Karl Erik Jensen.
Bestyrelsen i Snedsted Revitalisering består af: Karl Erik Jensen, formand, Niels Chr. Westergaard, Aarhus (tidligere Snedsted), Per Pedersen, Peter Bisgaard, P. E. Frandsen, Jens Andersen (købmand) , Rasmus Knudsen, Morten Krabbe og Laila Kjær, Borgermødet er 30. Oktober kl. 19.00 i Snedsted Hallen.