Seneste nyt
Billede beskrivelse

Treenighed bliver forenet til klassisk koncert i Vestervig

26. september 2026 kl. 06.04

VESTERVIG: Vestervig Kirkemusikskole inviterer sammen med Vestervig Håndværker- og Borgerforening til koncerten ”Lærred til lyd - Levende landskaber/Bridges of light”.

Det sker i skolens Plesner-sal fredag 2. oktober, hvor publikum kan se frem til at opleve et stemningsfuldt møde mellem musik, kunst og natur, når musikkens maleriske kraft spejles i bølgende klange og lyriske linjer.

Programmet for koncerten er nemlig inspireret af den aktuelle udstilling "Levende landskaber" på SMK Thy og er en del af festivalen Klassiske Dage. 

Koncerten byder på værker af C.P.E. Bach, Mozart, Schnelzer, Brahms m.fl., og festivalens leder, Janne Thomsen, vil selv medvirke som fløjtesolist foran festivalens husorkester, O/Modernt Kammerorkester, under ledelse af violinisten Hugo Ticciati.

- Der bliver også et lille åbent hus-arrangement, hvor vi åbner kirkemusikskolens døre fra klokken 16, så man kan se vores lokaler og sammen med Vestervig Håndværker- og Borgerforening få en gratis basse og en kop kaffe fra Hedekaffe, som har lavet en særlig Klassiske Dage-kaffeblend, siger kirkemusikskolens rektor, Martin Gade.

Billet til koncerten, der koster 50 kroner for voksne, mens unge og studerende slipper gratis ind, kan købes i døren med MobilePay - eller reserveres ved henvendelse til kirkemusikskolen på telefon 97941685.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste