Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ny danseskole er åbnet i Thisted: Har fået 20.000 kroner til opstarten

23. september 2026 kl. 14.04

THISTED: Onsdag blev dørene for første gang åbnet til undervisning hos Thy Dans i Plantagehuset i Thisted.

Her har Viktoria Hyldebrandt og Stisa Søgaard startet en ny danseskole med undervisning i ballet og moderne dans for både børn, unge og voksne.

- Det var rigtig skønt endelig at komme i gang med det arbejde, både Stisa og jeg elsker - at dele vores danseglæde med andre, fortæller Viktoria Hyldebrandt og uddyber:

- Vi havde en enormt sjov første dag med mange glade og fokuserede børn og voksne.

Viktoria Hyldebrandt står for balletundervisningen, mens Stisa Søgaard underviser i moderne dans.

På balletsiden er der oprettet hold for 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse samt et voksenhold. Undervisningen ligger om onsdagen.

Moderne dans foregår om tirsdagen, hvor der i første omgang er oprettet et hold for elever i 4.-6. klasse og et hold for unge fra 16 år og opefter.

Har manglet en danseskole

Siden planerne om Thy Dans blev offentliggjort, har de to undervisere fået en del reaktioner fra familier i området.

- Den besked, vi oftest får, er: "Vi har manglet en danseskole i Thy" og "Mit barn har en drøm om at danse", fortæller Viktoria Hyldebrandt.

Netop den interesse var også tydelig, da de første elever mødte op i Plantagehuset.

- Den danseglæde og spænding kunne mærkes i onsdags.

De nuværende hold er ikke nødvendigvis de eneste, der kommer på programmet. Thy Dans opfordrer også interesserede fra andre aldersgrupper til at tage kontakt. Hvis der viser sig at være tilstrækkelig efterspørgsel, kan der blive oprettet yderligere hold.

Tilmelding til de eksisterende hold foregår via danseskolen, mens hjemmesiden thydans.dk er på vej med flere beskrivelser af undervisningen.

Har fået støtte til opstarten

Thy Dans har samtidig fået økonomisk hjælp til at etablere den nye danseskole.

Sparekassen Thy Fonden har støttet opstarten med 20.000 kroner.

Pengene har blandt andet gjort det muligt for danseskolen at investere i sin visuelle identitet og digitale tilstedeværelse.

- Det har betydet, at vi kan investere i en ordentlig og professionel hjemmeside og et unikt logo, kreeret af ægte mennesker, fortæller Viktoria Hyldebrandt.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste