Arkivfoto.
Livet her

Træpiller for 80.000 kroner stjålet

05. september 2022 kl. 10:33

THY-MORS: Om det er den igangværende energikrise, der har fået tyvene til at kigge efter nye former for tyvekoster, er uvist. Men i hvert fald fik Midt- og Vestjyllands Politi fredag kl. 10:03 en anmeldelse om indbrud på en adresse i Sillerslev på Mors.

Der er tale om en tidligere minkfarm, hvor tyvene er brudt ind i en lade. Herfra er der stjålet 11 tons træpiller fordelt på 12 paller, hvilket udgør en samlet værdi på 80.000 kr.

Politiet har sikret videoovervågning fra stedet, som man nu vil se igennem. Der eksisterer også en konkret mistanke, som politiet arbejder videre med, oplyser lokalpolitiet i Thisted.

Det er ikke det eneste sted i lokalområdet, der har været besøgt af uindbudte gæster den seneste uge.

Fredag modtog politiet en anmeldelse om tyveri af en stor el-scooter fra Gasværksvej i Nykøbing. Der er tale om en hvid scooter, der er indregistreret. Den udgør en værdi på 40.000 kr.

Fra torsdag aften til fredag morgen har der været indbrud i en carport på Thylandsgade i Bedsted. Her brød tyvene ind i en ulåst bil, hvorfra de blandt andet har stjålet en hammer, en registreringsattest og nogle mapper.

Mellem mandag 29. august og fredag 2. september har der været indbrud i speakerboksen på Hørdum Stadion. Her har tyvene taget en forstærker og en fjernbetjening til måltavlen. Politiet oplyser, at der er videoovervågning på stedet, som man nu vil se nærmere på.

Annonceret indhold

Nyeste