Ny ung partner træder ind i ejerkredsen
Ret&Råd Hurup har med glæde offentliggjort tilføjelsen af advokat Jeppe Flensborg til deres partnerkreds fra 1. januar 2024.
Det skriver advokatfirmaet i en pressemeddelelse.
Jeppe Flensborg indtræder som partner og bringer både et frisk pust og juridisk perspektiv til advokatfirmaet, hvilket understreger firmaets forpligtelse overfor det vestjyske samfund.
- Jeg havde bestemt ikke regnet med, at jeg skulle springe ud som selvstændig og være medejer af et advokatfirma i en alder af blot 29 år. At blive optaget i partnerkredsen trods min unge alder ser jeg derfor som et stort skulderklap og anerkendelse af mit arbejde, siger Jeppe Flensborg om sin nye rolle.
Den nye medejer er oprindeligt er fra Vestjylland og har studeret jura på Aarhus Universitet. Undervejs har han i studietiden været på udveksling i England på University of Hull.
Praktikperiode ændrede planerne
Jeppe Flensborg havde ikke regnet med at vende tilbage til Vestjylland, men en øjenåbnende praktikperiode hos Ret&Råd Hurup i 2019 ændrede hans karriereplaner.
- Hos Ret&Råd Hurup fandt jeg min rette hylde, og jeg erfarede, at jeg skulle forblive i regionen og arbejde i og for det vestjyske samfund, jeg værdsætter højt, udtaler han.
Siden han begyndte som advokatfuldmægtig i 2020, har Jeppe Flensborg bevist sit værd i firmaet. Han har specialiseret sig i fast ejendom, erhvervsrådgivning og behandling af private tvister og retssager.
- Jeg er meget glad for at blive en del af partnerkredsen, og jeg ser frem til, at jeg med et stærkt hold af advokater og en fantastisk medarbejderstab, kan være med til at fortsætte advokatfirmaets positive udvikling, uddyber han.
Jeppe bor i Holstebro med sin hustru, Diane, der er jordemoder på Regionshospitalet Gødstrup, og deres søn Johannes på 2,5 år. Familien venter spændt på ankomsten af deres andet barn til marts.
Når tiden ikke bruges med familien eller på arbejdet, nyder Jeppe at tilbringe sin fritid aktivt med løb, cykling og fodbold, og efter en lang dag i Retten nyder han at koble fra med en tur på padelbanen.
I øjenhøjde
Jeppe Flensborgs professionelle og personlige tilgang til advokatvirket, gør ham til en værdifuld tilføjelse til Ret&Råd Advokat Hurups ledelse og partnerkreds.
- Det har længe været planen, at vi ville have Jeppe ind i ejerkredsen, så snart han blev advokat. Han har fra starten vist sig værdifuld både i forhold til hans juridiske kvaliteter og hans økonomiske forretningsforståelse. Hans evne til at kunne levere en rådgivning i øjenhøjde og på et sprog, der er til at forstå, er ekstraordinær og det er værdier, som styrker firmaets position som et lokalt forankret advokatkontor med dybe vestjyske rødder, udtaler partner Niels Bjerre.
Med Jeppe Flensborgs tilslutning til partnerkredsen hedder virksomheden nu Advokatpartnerselskabet Bjerre, Ravn & Flensborg. Advokatfirmaet rådgiver både private og erhvervsdrivende inden for de fleste retsområder, og Jeppe Flensborg beskæftiger mig særligt med fast ejendom, erhvervsret, samt civile tvister og retssagsbehandling.