Næssundfærgen sejler om natten: - Bliver der kø, sejler vi i pendulfart
VILDSUND: Næssundfærgens Venner rækker en hjælpende hånd ud i næste uge, når Vildsundbroen lukkes på grund af reparation.
Foreningen sejler ekstraordinært de nætter i næste uge, hvor det ikke bliver muligt at køre på broen og der henvises samtidig til, at Feggesundfærgen også er ude af drift på grund af det årlige værftseftersyn i en pressemeddelelse.
Vejdirektoratet lukker Vilsundbroen fem nætter i træk fra mandag 14. september mellem kl. 00.05 og kl. 05.15. Der bliver dog mulighed for passage kl. 03.00.
- Det skulle jo nødigt være sådan, at man slet ikke kan komme over Limfjorden mellem Mors og Thy, så vi planlægger afgange to gange i timen fra begge sider, siger formanden for foreningen Næssundfærgens Venner, direktør Jens Bech-Mogensen.
- Og bliver der kø hos os, sejler vi i pendulfart, tilføjer han.
Næssundfærgen har en kapacitet på 12-14 personbiler og kan fragte lastvogne på op til 45 tons over Næssund.
Den sejler de fem nætter fra midnat til kl. 05 med første afgang fra Mors kl. 00.00 og fra Thy kl. 00.15, meddeler foreningen i en pressemeddelelse.
Det har ikke været muligt for foreningen at skaffe tal for trafikken over
Vilsundbroen om natten. Men hvis bare 80 bilister – 4 per tur - benytter sig af muligheden, løber de ekstraordinære ture økonomisk rundt for den foreningsejede færge.
Foreningen har orienteret politi og beredskab om, at færgen sejler, mens Vilsundbroen er lukket.
- Det planlagte trafikhul bør også give myndighederne anledning til eftertanke, når de lægger beredskabsplaner, siger Jens Mogensen og tilføjer, at færgerne er i en krisesituation vigtige for at holde Mors forbundet med resten af Danmark.