Arrangør er helt oppe at køre: Udsolgt dansefest lukker flere ind
HURUP: Thy Dance Night lørdag 3. oktober i Hurup Hallerne blev udsolgt hurtigere end arrangør Mikael Andersen fra Agger Darling kunne nå at printe billetterne ud.
Men de 1000 unge, der tilbage i januar sikrede sig en af de eftertragtede billetter, kan nu se frem til at få selskab af flere til den aften, som Mikael Andersen tidligere har lovet bliver den vildeste dansefest, hans hjemby Hurup har oplevet.
- Og nu kan vi så med glæde fortælle, at det er lykkedes for os at få myndighedernes godkendelse til at lukke yderligere 200 ind. Det er bare så megafedt, siger han.
De ekstra 200 billetter, som allerede er sat til salg på aggerdarling.dk, skyldes en anden opsætning af scenen, end den Mikael Andersen i sin tid søgte tilladelse til.
- Som ansøgning til Thy Dance Night gik vi ud fra en tidligere med Jonah Blacksmith på plakaten. Den sceneopsætning dengang betød, at der var nødudgange vi ikke kunne benytte. Thy dance Night får også en stor scene, men ikke helt af samme omfang som den, Jonah Blacksmith stod på. Derfor får vi nu adgang til flere nødudgange i både Hal A og Hal B og dermed myndighedernes godkendelse til at udvide antallet af gæster til 1200, forklarer Mikael Andersen.
Så har du lyst til en dansefest af de helt store med et stjernespækket line-up, så opfordrer Mikael Andersen til at være hurtig ved tasterne for at sikre sig adgang til det forjættede land.
Thy Dance Night præsenterer seks topnavne indenfor genren med Thisted-drengen Kato i spidsen. Desuden består det stjernespækkede line-up af ItaloBrothers, Faustix, Yepha, Alexander Brown og Hampenberg.
Samtidig med, at Mikael Andersen nu sætter ekstra billetter til salg til dansefesten, kan han snart melde udsolgt til den anden udgave af Darling Festival næste år i august på Krik Vig Camping.
- Lige nu er der under 100 billetter tilbage, og vi sælger mod udsolgt dag for dag. Det er bare vildt at opleve så stor opbakning om de arrangementer, vi laver. Det gør os stolte og glade, siger Mikael Andersen.