Lokale borgere køber lukket lægehus: Nu skal borgerne have familielægen tilbage
Går det, som en gruppe lokale investorer i Vestervig håber, så kan medborgerne i byen og i landsbyklyngen med Krik og Agger se frem til at få deres familielæge tilbage.
Han har været stærkt savnet, siden den sidste af Vestervigs tre tidligere praktiserende læger, Ove Pedersen, lod sig pensionere i december sidste år i en alder af 74 år og dermed lukkede og slukkede for lægehuset i Vestergade.
Men torsdag den 1. februar klokken 12 blev hoveddøren ind til lægehuset igen åbnet, da de fire lokale investorer, Bente og Christian Nørgaard, Laurids Husted og Jan Handberg fik overrakt nøglerne af ejendomsmægleren og nu kan gå i gang med at realisere de drømme og den mission, der ligger bag købet af lægehuset.
- Kan vi få vores læge tilbage, så hellere i går end i dag. At få læger tilbage er vores vigtigste mission med købet af lægehuset, smiler Bente Nørgaard.
Håbet er at tiltrække tre læger til Vestervig, gerne to danske og en tysk.
- Vores udgangspunkt for at købe lægehuset i håb om også at kunne tiltrække to danske og en tysk læge bygger på, at vi gerne vil hjælpe lokalbefolkningen, hvor mange er og bliver ældre, tiltrække yngre familier til byen og området og kunne servicere de mange fastboende tyskere og tyske turister med en tysk læge, siger Laurids Husted.
Vestervig Sundhedshus
Jan Handberg har været i kontakt med direktøren for Region Nordjylland, der vil hjælpe med at lokalisere og identificere læger, som kunne være interesserede i at flytte til Vestervig, og desuden er der følere ude til tyske læger.
- Vi ser optimistisk på at kunne tiltrække læger, men vi er også realistiske i den forstand, at det måske kan komme til at tage tid, siger han.
Men ud over at få læger i huset, er det også investorernes plan at kunne tilbyde andre former for behandling. Derfor kommer huset fremover til at hedde Vestervig Sundhedshus.
- Vi har huset, som er indrettet til at være et sundhedshus. Derfor ser vi for os, at vi kan skabe et hus, hvor man både kan gå til læge, fodpleje, fysioterapi, kiropraktik og anden form for sundhedsbehandling, siger Jan Handberg.
Både de øvrige investorer og Jan Handberg selv er bevidste om den økonomiske risiko, de alle løber med købet af lægehuset.
Men det er en risiko, de gerne løber.
- Helt grundlæggende er det fordi, vi vil Vestervig-området og som andre i byen være med til at skabe udvikling i stedet for afvikling. Vi ser os selv som en del af den borgerdrevne udvikling, hvor borgerne går sammen, når centrale institutioner står foran eller er blevet afviklet. Vores køb af lægehuset følger derfor godt i tråd med den gruppe af borgere, der dagen inden vores overtagelse af lægehuset, købte skolen for at kunne realisere planer om at åbne en privatskole i bygningerne. Vi vil gerne stå vagt om de centrale institutioner og som borgere stå sammen om at skabe udvikling til gavn for fællesskabet og området i stedet for passivt at se til, at tingene afvikles, siger Jan Handberg.