Seneste nyt
Billede beskrivelse

Henrik Haaning gjorde usædvanligt fund: Stylteløber yngler i Vejlerne

25. juni 2026 kl. 10.03

VEJLERNE: Den er blevet kaldt ”fuglen på de umuligt lange ben” og ”naturens supermodel blandt vadefuglene”.

Stylteløberen er en af Europas mest spektakulære vadefugle og forbindes normalt med lavvandede vådområder i Sydeuropa.

Derfor vakte det stor begejstring, da ornitolog Henrik Haaning for nylig opdagede et ynglende par i Vejlerne – det første kendte ynglepar med succes i området.

Billede beskrivelse

For den erfarne fugletæller, der gennem tre årtier har fulgt fuglelivet i Vejlerne, var oplevelsen noget ganske særligt.

- Det er min form for bonus som ornitolog. En meget stor overraskelse at se den smukke vadefugl med de grotesk lange ben i gang med at opfostre unger på Vejlerne, siger Henrik Haaning.

Han opdagede parret, da fuglene viste tydelig yngleadfærd ude på engene. Nu håber han, at ungerne kommer sikkert på vingerne.

- Ynglesucces kan få betydning for, om stylteløbere vender tilbage til Vejlerne næste år, siger han.

Stylteløberen er fortsat en sjælden ynglefugl i Danmark. Ifølge DOFbasen er der frem til og med 2023 registreret mindst 14 yngleforsøg herhjemme, hvoraf kun syv har været succesfulde. 

Henrik Haaning mener, at forklaringen på, at den sydeuropæiske fugl har fundet vej til Thy, skal findes i de særlige naturforhold i Vejlerne.

- Fuglen finder ganske enkelt nogle perfekte yngleforhold her. De våde enge holder sig fugtige langt ind i sommeren, fordi vandstanden styres og reguleres på baggrund af mange års forskning i, hvad der giver de bedste forhold for ynglefuglene, forklarer han.

Den målrettede naturforvaltning har skabt gode resultater for flere af de fuglearter, som ellers er under pres i Danmark.

I år tæller Vejlerne blandt andre succesfulde arter: 250 ynglende klyder, 22 ynglende par af sortterne og 11 ynglende par af brushøns.

Sidstnævnte er i dag blevet en sjælden dansk ynglefugl efter mange års massiv tilbagegang.

Billede beskrivelse

- Hvis man vil se den nu, skal man være ude tidligt om morgenen og kigge vest for den store engsø. Den opholder sig langt ude, men med en god kikkert kan man være heldig at få øje på den fra den vestlige parkeringsplads ved hovedvejen, fortæller Henrik Haaning.

- Når ungerne bliver flyvefærdige, vil fuglene bevæge sig mere rundt under fødesøgningen, og så bliver de lettere at få øje på.

Stylteløberen er ellers svær at overse. De lange lyserøde ben er dens mest karakteristiske kendetegn. Benene virker næsten uforholdsmæssigt lange, både når fuglen elegant spankulerer gennem det lave vand, og når den flyver med benene hængende langt bag kroppen.

Arten har sin hovedudbredelse i Sydeuropa, hvor især Spanien huser en stor bestand. Derfor er det en usædvanlig og glædelig begivenhed, når den eksotiske vadefugl vælger at slå sig ned og yngle i det nordvestjyske landskab.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste