Billede beskrivelse

Direktør om salg til gigant: - En god dag for vores lille firma

22. maj 2024 kl. 20.00

MORSØ: Når en gigant, der samtidig er et multinationalt selskab, går på opkøb, kan det være svært for et lille firma i Nykøbing på Mors at takke nej.

Det blev da også til et ja fra Buus Køle-Service ApS, der netop har offentliggjort, at kølefirmaet med en snes ansatte er blevet overtaget af Nordic Climate Group.

Nordic Climate Group, der blev etableret i 2021, har en omsætning på fire mia. svenske kr. og beskæftiger omkring 1.500 medarbejdere på over 80 lokale afdelinger i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Billede beskrivelse

- Det kan være svært for et lille firma at stå alene og samtidig være konkurrencedygtig på et marked præget af store aktører. Så da vi fik et godt tilbud fra Nordic Climate Group, valgte vi at takke ja til selv at blive en del af noget større, siger administrerende direktør Carsten Nielsen, der siden 2007 har ejet firmaet i kompagniskab med Dennis Djernis og Kevin Rockell.

Derfor vil jeg betegne salget af Buus Køle-Service som en god dag for vores lille firma, for det er positivt, at vi i den her forbindelse er blevet en del af et større fællesskab, hvor vi kommer til at arbejde sammen med andre kølefirmaer under Nordic Climate Group.

Billede beskrivelse

Grundlaget for Nordic Climate Groups forretning er en stærk, lokal markedsposition. Det betyder, at Buus Køle-Service, ligesom andre virksomheder i gruppen, vil fortsætte med at operere under sit lokale brand, og at de tidligere ejere beholder deres nuværende roller og ansvar for at servicere og udvikle virksomhedens kunder.

- Fremover skal vi referere til Nordic Climate Group og en ny bestyrelsesformand. Men ellers fortsætter vi som hidtil under vores eget navn og varemærke. Vi er også vant til at samarbejde med andre kølefirmaer, som i forvejen er en del af Nordic Climate Group, så heller ikke her kommer det til at gøre den store forskel. Der, hvor man kan tale om en forskel, er på vores muligheder for at udvikle vores forretning ved at kunne trække på de fordele, fællesskabet kommer til at give os på viden og kompetencer, som vi på vores side også kan bidrage med den anden vej, siger Carsten Nielsen.

Med opkøbet af Buus Køle-Service har Nordic Climate Group fuldendt opkøbet af tre kølevirksomheder på Mors. Sidste år blev Buus Køleteknik og Buus Ice, der har fokus på produktion og salg af ismaskiner, en del af Nordic Climate Group.

Buus Køle-Service har en lang tradition for at levere køleløsninger til dagligvarebutikker, detailhandel samt industri- og erhvervsvirksomheder i hele Nordvestjylland, og med opkøbet styrker Nordic Climate Group sin position i området.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste