Genial løsning: Læhegn i Thy...
Vinden blæser friskt fra nordvest i Thy i dag. Det gav udfordringer hos XL Byg i Thisted, men så fik en vaks medarbejder en lys idé...
THISTED: Hvad gør man, når vinden blæser kraftigt fra nordvest, og man har budt på udendørs demodag foran XL Byg Tømmergaarden på Tigervej i Thisted?
Man spørger da bare naboen om at låne et rullende læhegn i form af en stor bus. Ideen kom fra Martin Holmgaard fra Tømmergaarden, og naboerne Hanstholm Rejser var hurtige til at sige ja til at hjælpe. Og vupti var der læ og torvestemning foran byggemarkedet som planlagt.
- Vi har nogle gode naboer. Vi er så glade for, at de var med på ideen, siger Martin Holmgaard.
Den udendørs demodag fortsætter frem til klokken 15 i eftermiddag.
"Læhegn i Thy" kunne ideen hedde, hvis det var en reklame for Bakkedal. Man kan også bare kalde løsningen genial.