Seneste nyt

Popstjerne og lokal musikduo sørgede for folkefest på Thy Rock

27. juni 2026 kl. 23.02
Opdateret kl. 23.10

THISTED: Solen bagte endnu mere end fredag, men festivalgæsterne lod sig ikke slå ud af varmen.

Tværtimod.

Der blev drukket masser af vand, mange havde fundet hatten frem, og humøret var højt over hele festivalpladsen.

En enkelt lille regnbyge kiggede forbi kort efter Medinas koncert. 

De få dråber blev nærmest modtaget med åbne arme og føltes mere som en kærkommen afkøling end som regn.

På Store Scene viste Medina endnu engang, hvorfor hun stadig er blandt landets største popnavne. 

Tusindvis af mennesker sang med på hits som "Velkommen til Medina", "Kun for mig", "Vi to" og "Kl. 10", mens pladsen foran scenen forvandlede sig til én stor fest.

Sangglad publikum

Der var dog langt fra kun liv foran hovedscenen.

I Sparekassen Thy-teltet havde MD Duo samlet et stort og særdeles sangglad publikum, som kunne teksterne til "Thy-sangen", "Giv mig fri nu til middag", "Malta" og den efterhånden lokale klassiker "Vingegaard".

Samtidig summede resten af festivalpladsen af liv.

Der var god stemning i Radio Limfjord-teltet, ved Brandbilen, på Den Lille Vilde og ikke mindst i det nye spiseområde, som i år har fået en mere central placering. 

Ændringen har skabt et nyt samlingspunkt, hvor festivalgæsterne kunne nyde både mad, kolde drikke og hinandens selskab mellem koncerterne.

Senere på aftenen ventede endnu flere musikalske højdepunkter med Zar Paulo, Suspekt og Hugorm.

Nu er endnu en Thy Rock skrevet ind i historiebøgerne.

Tilbage står oprydningen - og det store regnestykke. 

Først når regnskabet er gjort op, ved arrangørerne, hvordan festivalen klarede sig økonomisk.

Men med to udsolgte festivaldage, masser af glade gæster og en fantastisk stemning over hele pladsen er der meget, som tyder på, at den udsolgte Thy Rock 2026 også blev en varm succes.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste