Børneprogram fyldt op med kunst, bevægelse og fantasifulde universer
NYKØBING: Årets Kulturmøde på Mors byder på et stærkt program for de yngste, hvor Børnenes Kulturmøde inviterer børn og familier på kreative aktiviteter, leg og kunstneriske oplevelser - fra Ramasjang-favoritter til opera for de mindste. Samtidig samles fagfolk fra hele landet til samtaler og debat om fremtidens børnekultur.
Blandt andet kan børnene møde det kendte navn fra Ramasjang, Emmas Kreabix. Og fra den børnelitterære verden kan publikum møde skaberne bag Æblerup, der er kendt fra DR’s Fredags TamTam.
Den moderne dans har fundet ind i programmet med det imponerende danseværk Breath af Svalholm, som har et seks meter højt oppusteligt væsen skabt af Henrik Vibskov i centrum.
Der bliver også plads til musikalske oplevelser med rå-swingende børnejazz med Tikke Takke, rap og ordkraft med Rappolitics og elektronisk musik med Strøm til Børn.
Derudover bliver der kreative værksteder med Museet Jorn og Utzon Center og med billedkunstnerne Kolobritt og Sara Hagins.
Der bliver igen i år arrangeret samtalesaloner i børnehøjde, hvor der skabes plads til refleksion og snak med Go Zebra og Videnskabsklubben. Teater og scenekunst bliver også en del af programmet med oplevelser fra blandt andre Limfjordsteatret, Quasi Teater, den finske dukkemager Milla Risku og Havnefruen, mens Spil på Skrot inviterer børn til at skabe musik med utraditionelle instrumenter.
For de aktive børn med krudt i kroppen bliver der aktiviteter med bevægelse, leg og fællesskab fra blandt andet de to vaskeægte cirkusartister Mike og Signe Marie Bonnici-Erichsen.
De allermindste kan få en særlig kulturoplevelse sammen med Herning Opera Festival, som arrangerer opera i øjenhøjde med børn gennem musik, bevægelse og sanselige oplevelser.
Men Børnenes Kulturmøde er ikke kun for børn. Torsdag 20. august inviterer Kulturmødet Mors til Børnekulturens Topmøde, hvor kunstnere, forskere, kulturinstitutioner, lærere, pædagoger og beslutningstagere mødes for at tage temperaturen på kulturen i børnelivet.
Fredag fortsætter samtalen på Folkescenen i samarbejde med Dansk Kulturliv, hvor centrale stemmer på området inviteres til debat om børnekulturens retning og betydning.
Lørdag 22. august kulminerer programmet i en stor, gratis børnefestival for børn og deres familier med oplevelser på tværs af kunstarter og aktiviteter hele dagen.