Påskejagt og økologisk marked: Lasse og Dennis åbner dørene
Fredag og lørdag i påsken afholder Kraghøjgård Gårdbutik ved Sjørring for første gang påskemarked for hele familien.
Her får man som besøgende et indblik i et økologisk landbrug, og der vil være aktiviteter for både store og små, skriver gårdbutikken i en omtale.
- Vores påskemarked er for alle, der kunne tænke sig at opleve en økologisk bondegård. Vi sørger for, at vores gårdbutik bugner med økologiske varer, at der er smagsprøver til alle, og at de små også bliver godt underholdt under besøget,r siger Dennis Sørensen, der er medindehaver af Kraghøjgård Gårdbutik sammen med Lasse Korsgaard.
Han tilføjer, at de besøgende desuden har mulighed for at købe pølser og sodavand.
Påskejagt for børnene
Helt konkret har Kraghøjgård Gårdbutik planlagt påskejagt for børnene, hvor ingen vil gå tomhændede derfra. Påskejagten bliver afholdt med start kl. 10.30 samt kl. 13.00 både fredag og lørdag, og planlægningen er allerede i gang:
- Vi glæder os til at se en masse børn her på gården, og til at de skal med på påskejagt. Vi er i gang med at udtænke forskellige spor og ting, de skal finde. Og jeg kan godt afsløre, at alle børn går derfra med en skat, siger Dennis Sørensen.
Alle børn er velkomne, men børn under 6 år skal følges med en forælder. Udover påskejagt vil der være mulighed for at møde grise, lege på halmballer og boltre sig på en hoppeborg.
Mille Lerche Kristensen fra ThyKassen vil desuden være at finde til påskemarkedet. Påskemarkedet finder sted på Trapsandevej 17 ved Sjørring.
Påskemarkedet finder sted fredag 29. marts og lørdag 30. marts. Begge dag fra kl. 10-18.
Påskejagten er begge dage kl. 10.30 og 13.00.