Seneste nyt
Billede beskrivelse

Åbnede ny musikfestival: Kanstrup lagde Krik for sine fødder

15. august 2026 kl. 09.02

AGGER/KRIK: Han kan noget, de færreste kan, ham Martin Kanstrup.

Det er også at åbne en helt ny musikfestival, som han gjorde det fredag eftermiddag, hvor han lage Krik ved Agger for sine fødder ved den første udgave af Darling Festival på den lokale campingplads.

Fra første anekdote lagde han en tone, som mange af de to tusinde publikummer nød at genkende og på opfordring fra Thys svar på Niels Hausgaard også nød at synge med på.

Faktisk blev sangglæden større og større, som koncerten skred frem, ja, så meget, at Martin Kanstrup og hans to musikalske legevenner måtte gennem en lille håndfuld ekstranumre til taktfaste klapsalver, før de kunne få lov at sige farvel og forlade scenen efter fem kvarter.

Billede beskrivelse

For Martin Kanstrup var det en ære at få lov at åbne den nye musikfestival.

- Det her bliver jo en koncert, der vil gå over i historien, for nu vil det for altid stå skrevet, at jeg var den første til at spille på Darling Festival. Det er også så skønt at kunne skrive på sit CV, smilede han.

At koncerten blev så godt modtaget, tilskrev Martin Kanstrup et veloplagt publikum, om end de lige skulle trækkes lidt i gang, for ved koncertens start sad flertallet af dem på medbragte festivalstole i en afstand fra scenen, der virkede alt andet end påtrængende.

- Sådan er det at spille i Vestjylland. Vestjyder skal lige se situationen an, før de løsner tøjlerne. Men jeg har efterhånden opbygget en god erfaring, som jeg har med i rygsækken til at få publikum med mig afhængig af, hvor jeg spiller rundt om i landet. Publikum er forskelligt fra sted til sted og spillested, om det er et kulturhus, hvor de er meget tæt på, eller en festival, hvor de kan være langt væk til en start. Så har du som artist det, vi kalder for de tre gyldne minutter til at få dem med dig. Det kan nogle gange være svært og andre gange nemt, som det var i dag, sagde han.

Og den oplevelse, han tog med sig fra Krik, ser han gerne gentaget.

- Jeg tror ikke, det var min sidste optræden på Darling Festival, smilede han.

Darling Festival strækker sig over to dage, og lørdag byder programmet på Peter Og De Andre Kopier, A Rush Of Coldplay, Johnny The Blues, Die Herren og et afterparty.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste